Kære læser
Sommerferien er ved at gå på hæld, og de fleste er ved at være tilbage på pinden efter uger væk fra tastaturet og mailindbakken. 📨
Optakten mod kommunistpartiets 20. partikongres - årets vigtigste politiske begivenhed i Kina - begynder for alvor at komme op i omdrejninger. Både i Kina og blandt forskere, analytikere og Kina-iagttagere, falder folk over hinanden for at mene noget om kongressen. 👔
Vi følger selvfølgelig også med og klæder dig på med de vigtigste analyser og databaser om begivenheden.
Derudover har det været en meget varm sommer i Kina - faktisk så varm, at man mener, at temperaturstigninger, som følge at klimaforandringer, sker hurtigere i Kina end i resten af verden. ☀
Og så ser det ud til, at mulighederne for visum til Kina endelig viser tegn på lempelse - vi er glade, du er glad, alle er glade! Intet mindre end en fantastisk nyhed imellem de stride strømme af kriser, krige og bimlende alarmklokker om stedse mere apokalyptiske tilstande forårsaget af menneskeskabte klimaforandringer. 🙌
Sinolytica giver dig hele paletten af, hvad vi mener er de vigtigste og mest mest betydningsfulde nyheder fra- og om Kina.
Derfor kan du trygt læse videre (og dele nyhedsbrevet med venner, kolleger eller fjerne bekendtskaber så de også kan blive opdateret regelmæssigt om hvad der sker i Kina!).
Lad os så kaste os over den seneste tids vigtigste nyheder! 💫
PEKINGOLOGI: Optakten til den 20. partikongres er for alvor igang
Kontekst: Efter det årlige møde ved Beidaihe 北戴河 er slutspurten nu sat ind op mod den 20. partikongres. Mødet i Beidaihe er blevet afholdt i stilhed over de sidste par uger. Tidspunktet for partikongressen er fortsat ikke fastsat, men forventes at finde sted i oktober/november.
Kommentar: Forskellige medier, tænketanke, universiteter og analyseinstitutter vælter over hinanden for at udgive oversigter over mulige ændringer af personel og politik på den anden side af kongressen. Avisen South China Morning Post har udgivet et overblik over profiler og mulige rotationer i toplederskabet, og analysevirksomheden Macro Polo spår, at der ifølge deres data vil være 161 betydelige personudskiftninger i toppen af partiet. Ifølge deres analyse kommer Xi til at sikre sig et “super flertal” i det 25 mand store politburo, der er den absolutte top af kommunistpartiet. Ifølge Macro Polo har 90% af det kommende politbureau tætte forbindelser til Xi.
Oversigt over prospektive kandidater til politbureauet med forbindelser til Xi Jinping. Bemærk at Wang Xiaohong 王小洪 og Li Shulei 李书磊 forventes at træde ind i politbureauets stående komite. KILDE: Macro Polo
Derudover ser det ud til, at karriere og teknokratisk baggrund fortsat betyder meget i udvælgelsen af nye kandidater til topposter i partiet. Rygtesæsonen har været igang længe, men nu kommer den for alvor op i gear, senest har rygtet om, at Li Keqiang kan blive forfremmet til generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti, mens Xi fortsætter som præsident og leder af den centrale militærkommission efter den 20. partikongres, taget til i styrke.
Læs tebladene: Overordnet tyder de forventede udnævnelser på, at Xi overholder regler og normer for forfremmelse i partiet. Dog peger udnævnelserne mod en befæstning af Xi’s magt i partiet (intet nyt under solen!) parallelt med et fokus på at fremme kompetente kandidater, der kan realisere kinesisk politik over de næste fem år indtil den 21. partikongres i 2027.
Kinesisk kunstner laver heavy rock mod forurening
Kontekst: Den kinesiske kunstner Nut Brother 坚果兄弟 har slået sig sammen med et kinesisk band for at lave rockmusik mod forurening.
Kommentar: “Nut Brother” eller “Nøddebror” er en Shenzhen 深圳 baseret kunstner, der blev berømt i 2015, for at sætte fokus på Kinas luftforureningsproblemer med en kunst-happening, hvor han sugede forurenende partikler ud af Beijings luft med en støvsuger hvorefter han fremstillede en mursten af forureningen. Happeningen kom på et tidspunkt, hvor offentlighedens opmærksomhed på Kinas airpocalypse var på sit højdepunkt.
Læs tebladene: Beijings luftkvalitet er blevet markant forbedret siden airpocalypse dagene, mens bæredygtighed og bekæmpelse af forurening også er kravlet langt op på prioriteringslisten hos lokalpolitikere i hele Kina. Det gør også, at Nut Brothers kunst stadig er relevant, men at hans værker flugter mere med den politiske dagsorden idag end i 2015.
Den globale økonomi kan blive særdeles hårdt ramt af en Taiwan-krise
Kontekst: En rapport fra Ministeriet for Offentlig Sikkerhed og Ministeriet for Statslig Sikkerhed i Kina har kigget på, hvad konsekvenserne ville være, hvis USA, Japan og EU skulle reagere på samme måde overfor en hændelse på Taiwan (og her menes højest sandsynligt invasion, red.) og indføre lignende sanktioner som overfor Rusland efter invasionen af Ukraine. Det anslås at det ikke kun vil få katastrofale følger for den kinesiske økonomi, men 2,6 billioner dollars ville forsvinde fra den globale økonomi - omkring 3% af verdens samlede BNP.
Kommentar: Rapporten siger endvidere, at hvis USA og dets allierede rammer Kina med økonomiske sanktioner, vil Kina vende tilbage til en planøkonomi lukket af for omverdenen. Hvad værre er, vil der være en stor risiko for, at Kina samtidig vil stå over for en fødevarekrise, hvilket et meget sårbart punkt for Kina. Det er især importen af sojabønner, som vil ramme Kina meget hårdt, hvor USA tegner sig for 30% af landets import. Da sojabønnerne også bruges til svinefoder ville et stop for import af sojabønner med det samme ramme den kinesiske produktion af svinekød. Da sidstnævnte tegner sig for 60% af kødforbruget i Kina, vil landet med det samme ryge ud i en krise, hvor mangel på fødevarer og høje priser på lignende produkter kan blive virkelighed.
Læs tebladene: De fleste iagttagere holder vejret, når det kommer til Taiwan, da de globale følger vil blive katastrofale på rigtig mange områder. Som det fremgår, ville det blive økonomisk ragnarok for verdensøkonomien, hvis Kina skulle blive ramt af sanktioner. Derfor er det ikke overraskende, at mange lande og virksomheder begynder at tage deres forholdsregler. Kina er i gang med at mindske sin afhængighed af amerikanske dollars, da man har taget ved lære af sanktionerne mod Rusland, japanske bilfabrikanterne er i gang med at opdyrke andre asiatiske markeder end Kina, og mange vestlige virksomheder rykker produktionerne ud af landet, så man kan sikre sine forsyningskæder i tilfælde af, at Kina bliver ramt af sanktionerne. De fleste virksomheder er derfor - og med meget god grund! - i gang med at planlægge worst case scenarier for det kinesiske marked. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad der kommer til at ske med Taiwan. Skal man tro rygterne om, at Xi Jinping har en meget stor personlig ambtion om, at Taiwan skal tilbage til fastlandet i sin levetid, og helst inden 100-året for grundlæggelsen af Folkerepublikken i 2049? Eller vil Taiwan erklære sig uafhængige, hvilket vil tvinge Kommunistpartiet til at reagere? Lige nu er det svært at sige, så vi holder vejret sammen med resten af Verden og håber, at ingen af de tre parter - Kina, Taiwan, og USA - rokker alt for meget ved båden. Dog bør EU få lavet en strategi for, hvad man har tænkt sig at gøre i det værste tilfælde af, at Kina gør alvor af en militær invasion af Taiwan.
Temperaturen stiger hurtigere i Kina end i resten af verden
Kontekst: Kinas gennemsnitlige overfladetemperaturer er steget meget hurtigere end det globale gennemsnit i løbet af de sidste 70 år, ifølge tal fra den kinesiske regering.
Kommentar: I sin årlige klimavurdering, offentliggjort i denne uge, beskrev Kinas vejrbureau landet som "en følsom region for globale klimaændringer" med temperaturer, der er steget 0,26 grader per årti siden 1951, sammenlignet med det globale gennemsnit på 0,15 grader. Udmeldingen kommer samtidigt med, at hedebølger raser over det meste af verden, og selv Yangtze Floden 长江 måler rekordlave vandstande flere steder i Kina.
Kinesiske netbrugere fra Chongqing 重庆 i det centrale Kina føler sig hårdt trængte denne sommer: De er på samme tid ramt af både skovbrande forårsaget af sommervarmen i Kina, strømafbrydelser og køer til virustestcentre.
Læs tebladene: Vi har det med at undervurdere, hvor seriøst dette problem tages i Kina. En af grundene til, at man lægger fokus på bæredygtig udvikling og klimaforandringer er, at specielt de bjergrige egne, flodregioner og nærørkenområder er meget følsomme for klimaændringer.
Kort over Kinas ørken og tørklimaområder. KILDE: China Discovery
Desuden begynder man i Kina - ligesom i Europa - at se klimaforandringernes helt konkrete og nære manifestation i form af påvirkning af klima og natur i nærområderne.
Korruption ryster Kinas microchip-industri
Kontekst: Der er kaotiske tilstande i den kinesiske mikrochip-industri efter fire toppersoner i landets statsejede halvlederfond er blevet arresteret for korruption.
Kommentar: I juli i år kunne det højeste antikorruptionsorgan i Kina offentliggøre, at lederen for China Integrated Circuit Industry Investment Fund, også kaldet Den Store Fond, var arresteret under mistanke for grove forbrydelser mod loven. Det er en eksplosiv begivenhed, da Den Store Fond, som blev grundlagt i 2014, var tænkt som en måde, hvorpå Kina kunne bruge offentlige midler til at skabe en forsyningskæde af kinesisk producerede mikrochips. Det skulle samtidig også mindske afhængigheden af USA og dets allierede. Fonden var således et klasseeksempel på, hvordan den kinesiske regering virkelig kan lægge vægt på at styrke strategiske sektorer. Skandalen kan derfor nu tvinge landet til fundamentalt at genoverveje, hvordan det investerer i udvikling af halvledere.
Læs tebladene: Sagen er et kæmpe tilbageslag for de kinesiske bestræbelser om at opbygge en fungerende halvlederindustri. Under Nancy Pelosis besøg til Taiwan, besøgte hun også det taiwanesiske firma TSMC, der er et af de få firmaer i verden der har halvleder produktionskababiliteter. Halvledere bliver anset som en central brik i den større magtrivalisering mellem Kina og USA. Derfor er denne sag ekstra salt i såret for kinesiske techambitioner fremadrettet.
NEVERENDING PANDEMI: Kina udvider visummuligheder i Indien og tillader indrejse for studerende - Måske kan vi snart vente det samme i Europa?
Kontekst: Spørgsmålet om, hvornår Kina vil løsne de skærpede indrejseregler, grundet nul-COVID strategien, er fortsat i tankerne hos alle der arbejder med, studerer, eller bor i Kina. Nu lempes de stramme restriktioner for visa, efter visumudstedelser til udenlandske studerende og andre, stort set har været suspenderet i over to år siden i starten af COVID-19 pandemien.
Kommentar: Den kinesiske ambassade i Indien skriver på deres hjemmeside, at man åbner for visum til “studerende, der vender tilbage til Kina for at genoptage deres studier.” Indrejsende studerende skal stadig igennem karantæne og have foretaget regelmæssige tests for COVID-19. På trods af ændringerne er den kinesiske virus-nultolerancestrategi uændret, hvilket fortsat kaster mange interessante videoer og memes af sig hver dag:
Videos of employees at Tencent's Shenzhen office running away are making the rounds online. A full building lockdown is said to have been announced after a person tested positive for Covid-19.Ansatte i virksomheden Tencent 腾讯 flygter ud ad en kontorbygning, efter et lockdown af bygningen blev indvarslet grundet et tilfælde af COVID-19.
En person bliver fragtet gennem Sanya 三亚 lufthavn efter at være testet COVID-positiv på ø-provinsen Hainan 海南 i det sydlige Kina.
Today’s video that went viral on Chinese social media: Chinese pandemic control staffs in a coastal city doing Covid test for the fish and shrimps harvested by fishermen from the sea. Note how carefully they poked into the mouth of the fish. #ZeroCovidI en viral video fra det kinesiske internet poder viruspersonel fisk og krebs i en af Kina’s kystprovinser.
Læs tebladene: Dette er et virkeligt positivt tegn, men man må forvente, at man fra de kinesiske visum- og indrejsemyndigheder går varsomt frem, for at døren ikke åbnes på klem, for derefter at blive smækket brat i igen. Sinolytica hører også på vandrørene, at nogle danske universiteter begynder at få positive signaler fra deres samarbejdsparter i Kina om netop udstedelsen af visum til studerende og forskere. Samtidigt mener nogle iagttagere, at Kinas virusrestriktioner kan komme til at vare i årevis, selvom der langsomt bliver åbnet op for visummuligheder igen.
SINOLYTICA ECON: Kina’s banktilsyn åbner sager omkring skandaleramte firmaer i ejendomssektoren
Kontekst: Lånkrisen fortsætter i Kina, og økonomer frygter krisens omfang er større end først antaget. Nu begynder myndighederne at grave dybere i årsagerne til krisen og for at stille .
Kommentar: Ifølge kilder med viden om sagen, undersøger Kinas banktilsynsmyndighed ejendomslåneporteføljer fra lokale og udenlandske långivere for at vurdere om der findes systemiske risici, der kan forværre krisen i ejendomssektoren, som allerede tynger landets økonomi.
Oversigt over bygningsprojekter, der er blevet ramt af strejker og lokale demonstrationer i forskellige kinesiske provinser. Nogle analytikere taler sågar om en ‘Hebei 河北-Guangxi 广西 akse’, der omfatter provinserne, der er hårdest ramt af krisen. KILDE: WeNeedHome
Læs tebladene: Krisen er ikke noget man ønsker som forsidestof i Kina op mod partikongressen til oktober/november. Derfor forventes det, at myndighederne for alvor vil gå igang med at rydde op i ejendomssektoren på den anden side af kongressen, hvor det vil være en af de første store opgaver for nye embedsmænd i det kinesiske system at tage fat på. Indtil da kommer vi nok til at se flere og flere sager rundt omkring i Kina, mens skandalen langsomt afdækkes.
Det var alt for denne gang - Vi vil som altid blot sige tak fordi du læser med! Hvis du kan lide nyhedsbrevet, så DEL det endelig med kolleger og venner. Vi bliver også meget glade hvis du giver et LIKE eller en KOMMENTAR under nyhedsbrevet 🙏
Vil du have mere Sinolytica? Så følg Casper og Mads på Twitter hvor vi løbende lægger nyheder op.
Til næste gang: Har vi glemt noget? Eller har du feedback? Så skriv til os på sinolytica@gmail.com, og send os gerne tip om historier, vi skal have med i det næste nyhedsbrev.
Sinolytica er lavet og drevet af: Mads Vesterager Nielsen og Casper Wichmann.