Sinolytica Nyhedsbrevet #57 - Frem mod de To Møder, Xis udrensninger, klimatrussel og avancerede værktøjsmaskiner
中国制造2025 - Made in China 2025
Kære læser,
En ny uge er over os, og dermed er det også tid til igen at slippe brevduerne fri med det seneste Kina-nyt. Denne gang i en lidt kortere udgave, men vi vil hellere have nyhedsbrevet ud oftere til gavn for jer alle!
Det er blevet den tid på året i Kina, hvor internettet bliver markant langsommere, og ens VPN får store udsving – nu nærmer de To Møder sig for alvor! Vi ser selvfølgelig på, hvad der vil være i fokus ved dette års lille juleaften for sinologer og Kina-iagttagere.
Vi skal også se lidt nærmere på Xi Jinpings seneste udrensninger i toppen af det kinesiske militær, klimatrusler mod kinesisk landbrugsjord og et kig på Kinas teknologiske formåen.
Så læn dig tilbage, og lad os komme i gang!
PEKINGOLOGY
Xis udrensninger er eskaleret og de stopper næppe
Kontekst:I de sidste måneder af 2024 fik Xi Jinping luget godt ud i toppen af det kinesiske militær, og rygterne svirrer om, at han langt fra er færdig. Ligeledes blev en del civile kadre også fjernet fra deres poster. De første ti år af Xis regeringstid var det politiske modstandere, som blev fjernet, men i tredje periode er det også folk udpeget af Xi selv, der er blevet ramt - tænk blot på en hvis udenrigsminister, vi ikke har hørt noget fra siden 2023. Der er dog en risiko for, at det store behov for kontrol også skaber et miljø af frygt blandt både allierede og de politiske modstandere, der eventuelt måtte være tilbage.
Kommentar: I sidste udgave af nyhedsbrevet skrev vi om Xis dilemma omkring en mulig efterfølger. På den ene side hjælper de mange udrensninger og tvivlen om en efterfølger Xi med at sidde solidt på toppen af magten, men det efterlader også partiet i en sårbar situation. Dog har vi det sædvanlige dilemma med vores læsning af tebladene omkring Xi: Hvor meget handler om hans eget ego, arv og behov for at blive på toppen for egen vinding, og hvor meget handler om Xis ambitioner for partiet og Kina? Svaret skal nok findes i en kombination af begge. Vi ved, at sikkerhed og partiets overlevelse betyder enormt meget for Xi, hvor målet i høj grad helliger midlet. Derfor skal man også være påpasselig med sammenligninger med Stalin og Mao. Nok kan de hjælpe os med at forstå dynamikker omkring Xis ageren et stykke hen ad vejen, men samtidig kan de også give os en forkert forståelse af, hvad der egentlig foregår.
Læs tebladene: En stor del af de seneste udrensninger har været rettet mod militæret, som Xi Jinping har meget store ambitioner og mål for. De sidste par år viser dog også, at Xis tillid til militæret ligger på et ekstremt lille sted. Kina har haft to forsvarsministre siden sidste partikongress, og begge er blevet fjernet på grund af korruptionsanklager. Den manglende tillid ses også i, at militærdelegationen til Folkekongressen bliver stadig mindre. Selv udrensninger i toppen af den Centrale Militærkommission er også blevet mere normalt under Xi Jinpings styre. Vi skal dog igen spørge os selv, hvor meget af dette der skyldes Xis bekymring for sin egen position, og hvor meget der handler om en reel bekymring for militærets duelighed – især hvis PLA skulle komme i en situation med deciderede kamphandlinger. Man må formode, at den russiske hærs ageren i Ukraine spiller bare den mindste smule ind her.
Dog er det også værd at bide mærke i, at ingen af Xis nærmeste støtter, som f.eks. He Lifeng og Cai Qi, har været i farezonen under Xis tredje periode. Det kan være en indikation på, at der i toppen ikke er den store modstand mod Xis linje – i hvert fald ikke nok til, at han føler sig truet på nogen måde. Modsat kan man også sige, at man nok skulle være mere end almindeligt modig for at gå bare det mindste imod Xi.
DE TO MØDER 两会 ANNO 2025 - HVAD KAN VI FORVENTE OS?
Kontekst: Ved dette års To Møder vil fokus især være på indenrigspolitiske udfordringer, genopretning af forbrugertilliden og langsigtede planer for at kunne stå imod pres udefra - bl.a. straftolde fra USA. Samtidig er det også det sidste år af både Made in China 2025 (MIC2025) 中国制造2025 (Zhōngguózhìzào èrlíng'èrwǔ) og den 14. Femårsplan.
Kommentar: Selvom Folkekongressen mest af alt er et politisk show, så er det som altid premierministerens arbejdsrapport, som folk især vil have fokus på. Vil der være noget nyt, når Li Qiang onsdag den 5. marts præsenterer den foran forsamlingen af delegerede, der kan give os en indikation på, hvad fremtiden bringer?
Det er især værd at bide mærke i, at det er det sidste år af den tiårige MIC2025, som for alvor også var med til at starte tech-krigen mellem USA og Kina. Sammenligner man Kina i 2015 med i dag, er det klart, at mange af målene er blevet indfriet. Derfor vil de fleste også kigge efter indikationer på, hvilke planer og mål man vil have for fremtiden på tech-områderne ved dette års to møder. Det selvfølgelig udover de buzzord, som vi har dækket en masse her i nyhedsbrevet.
BNP-vækstmålet forventes igen at blive sat på omkring 5 pct., og så vil beskæftigelsen muligvis også være et anliggende, man skal kigge efter. Kinas udenrigsminister, Wang Yi, holder traditionen tro også et pressemøde, hvor kinesisk udenrigspolitik bliver præsenteret. Set i lyset af den hastigt ændrende verdensorden kan Wang Yis udtalelser også meget vel blive interessante.
Læs tebladene: Sidste år ved de To Møder skrev vi, at man nok ikke skulle have alt for store forventninger omkring de helt store tiltag og armbevægelser fra den kinesiske regering. Der kommer uden tvivl til at være fokus på at få den økonomiske vækst og forbruget op igen. Fra styrets side vil man dog sandsynligvis være lidt afventende i forhold til at fylde stimuli-kanonen med den tunge ammunition lige med det samme. Man skal først se, hvad Donald Trumps næste straftoldstræk overfor Kina kommer til at være - udover de nye, yderligere 10 pct. - så man stadig har nogle skud i bøsse tilbage til at kunne modstå det amerikanske pres.
Den 15. femårsplan bliver først offentliggjort ved næste års Folkekongres, men man vil måske ane nogle af dens konturer ud fra Li Qiangs arbejdsrapport. Efter Xi Jinpings symposium med de kinesiske erhvervsledere fra tech-industrien er der ingen tvivl om, at privatsektoren og teknologi virkelig skal spændes yderligere for den økonomiske vogn. Der skal skabes nogle nye vækstmotorer, der kan løfte bare noget af presset væk fra det nuværende store problembarn - ejendomssektoren.
Vi skal selvfølgelig nok følge op på konklusionerne fra dette års To Møder, men vil også anbefale at læse med her, hvor SCMP løbende dækker møderne.
☕☕☕KAFFEPAUSE☕☕☕
Besked fra fortiden
2300 år gammel besked fra kongens vagter, Gong Cheng De og Jiu Jiang Man
KLIMA & ENERGI
Kina kan miste 35 pct. af sin landbrugsjord inden 2100
Kontekst: Et fagfællebedømt studie udgivet i starten af februar vurderer, at 35 pct. af Kinas landbrugsjord kan være forsvundet i år 2100. Det vil ske, selv hvis verdenssamfundet opfylder målene for at begrænse den globale temperaturstigning med 1,5 grader, som skitseret i Parisaftalen. Forskningsresultaterne skaber bekymring for fødevaresikkerhed og understreger behovet for opdaterede politikker for beskyttelse af landbrugsjord.
Kommentar: Der er ingen tvivl om, at Kina vil blive ramt hårdt af klimaforandringer, hvilket dette studie er et skræmmende eksempel på. Ifølge forskerne skal landene forhøje deres klimamål inden 2030 og opnå en minimumsdekarboniseringsrate på 8 pct. efterfølgende for at forhindre mere alvorlige klimaeffekter.
Kina vil især opleve et markant fald i højdensitetslandbrugsjord, hvilket vil have store konsekvenser for kornproduktionen. Det var dog kun 13 ud af de 195 parter i Parisaftalen, som havde indsendt deres emissionsreduktionsplaner inden deadline den 10. februar. Kina var blandt de lande, som ikke nåede at indsende planen til tiden.
Læs tebladene: Xi Jinping har sat som mål, at Kina skal være CO2-neutralt i 2060 og toppe sin CO2-udledning i 2030.. Alligevel byggede landet det højeste antal kulkraftværker de seneste ti år i 2024 til trods for, at den vedvarende energisektor også satte rekord i antallet af nye installationer samme år. Det siger en del om, at der stadigvæk er en meget magtfuld kul- og minedriftslobby i Kina, der aktivt modarbejder Kinas klimamål. Derfor bliver det også utrolig spændende at se, hvad næste års 15. Femårsplan kommer til at indeholde, når det kommer til, hvordan Kina skal sikre sin energisikkerhed, energiforsyning og samtidig forfølge sine klimamål.
Xi Jinping - og langt de fleste af os - vil for længst være væk i 2100, men konsekvenserne af ikke at ville tage et opgør med Kinas kul-lobby vil være, er i høj grad noget, som rapporten minder os om.
TECH
Kina bakser med at mestre avancerede værktøjsmaskiner
Kontekst: Kina har rykket sig meget teknologisk og er langt fremme, når det gælder en lang række vigtige sektorer. Dog har man stadig svært ved at kunne fremstille avancerede værktøjsmaskiner. Det er især afgørende, hvis Kina skal blive i stand til selv at kunne fremstille præcisionskomponenter til industrier som rumfart og elektronik.
Kommentar: Som vi har nævnt længere oppe i nyhedsbrevet, har MIC2025 ført Kina et langt stykke hen ad vejen mod at blive førende på en række vigtige teknologiske områder. Når det gælder avancerede værktøjsmaskiner, er man dog stadig afhængig af import fra lande som Japan, Tyskland og – desværre for kineserne – USA. En særlig udfordring for Kina har været at udvikle den hardware og software, der driver højpræcisions computerstyrede numeriske værktøjsmaskiner (CNC). Den del af industrien har længe været domineret af Tysklands Siemens og Japans Fanuc.
Læs tebladene: Nogle iagttagere mener, at Kina på sigt vil kunne udvikle CNC-værktøjsmaskiner, men spørgsmålet er, hvorvidt man fra styrets side vil prioritere det og allokere ressourcer. På den korte bane vil man nok i højere grad prioritere den kinesiske halvlederindustri og robotindustrien og håbe, at man kan holde sig på god fod med tyskerne og japanerne for at kunne købe CNC-værktøjsmaskiner uden for meget bøvl. Igen må vi vente på fremtidige udmeldinger for at være helt sikre på, hvad styret prioriterer.
De Korte, Men Vigtige
Det var alt for denne kortere omgang, men fat mod, vi er nemlig snart tilbage med flere Kina-nyheder til dig, kære læser!
Næste gang skal vi se nærmere på, hvad der kom ud af de To Møder, og selvfølgelig også på det seneste nyt i handelskrigen mellem Trump og Kina samt den nyeste udvikling i de geopolitiske strømninger.
Som altid hører vi gerne fra jer, uanset om I har spørgsmål, ris eller forslag til emner, vi bør kigge nærmere på.