Sinolytica Nyhedsbrevet #62 - 4. Plenarmøde SPECIAL 📝📊
中等收入陷阱 - Middelindkomstfælden
Kære læsere,
Vi har valgt at gøre denne udgave af nyhedsbrevet til en særudgave, hvor vi kun fokuserer på det 4. plenarmøde, der gik i gang mandag d. 20. Oktober. Vi har som bekendt plæderet for, at det virkelig var noget, som man skal følge med i, så det forpligter selvfølgelig også her i foretagendet.
Vi skal selvfølgelig omkring nyhederne om den kommende femårsplan, den femtende af slagsen, udskiftninger af pladserne i centralkomitéen (Xi har renset ud igen), men også se lidt nærmere på fraværet af en efterfølger på topposten og meget andet spændende.
Så bryg en god kop te eller kaffe og lad os dykke ned i plenarmødet!
PEKINGOLOGY - kommuniké fra plenarmødet
Kontekst: Det vigtigste output fra plenarmødet er selvfølgelig kommunikéet, der bliver sendt ud bagefter, og som skitserer, hvad de store, overordnede linjer for fremtiden kommer til at være. Som ventet var der ikke de store overraskelser (udover Xis udrensninger, mere om dem længere nede, red.): Kommunikéet fra mødet understreger, at Kina skal fastholde højkvalitetsudvikling 高质量发展 (gāozhìliàngfāzhǎn), øge teknologisk selvstændighed og samtidig styrke den indre cirkulation 国内大循环 (guónèidàxúnhuán) i økonomien. Det er altså det, som den kommende 15. femårsplan i høj grad skal være med til at sikre.
Kommentar: Det er som sagt ikke overraskende, at Xis visioner og ambitioner for Kina sætter deres præg på femårsplanen. Vi vidste det godt i forvejen, men for at gentage det igen, er det især de her fokusområder, som Xi Jinping og den centrale ledelse nu vil prioritere:
Højkvalitets- og teknologidrevet vækst
Øget selvstændighed inden for innovation og industri
Grøn omstilling og klimamål (peak emissions og neutralitet)
Udbygning af det indre marked og fortsat international åbenhed
Forbedring af levevilkår og fremmelse af fælles velstand
Styrkelse af national sikkerhed og øget militær modernisering
Altså et moderniseret industrisystem med fremstillingssektoren som “rygraden” af Kinas fremtidige økonomi. Her skal man selvfølgelig især slippe ud af middelindkomstfælden 中等收入陷阱 (zhōngděng shōurù xiàntǐng). Der er fokus på nye kvalitets produktionskræfter (新质生产力), som er et begreb, vi har hørt rigtig meget til de seneste år, og som også høres gentaget af kinesiske delegationer, der kommer til Danmark. Det er et begreb, der peger på innovation, kunstig intelligens og grøn teknologi som nye vækstmotorer. Vi kommer til at høre det igen og igen de kommende år.
Men der er samtidig også fokus på en yderligere konsolidering af partiets kontrol over både økonomien og det ideologiske apparat. Det er med andre ord et signal om, at Kina skal hen imod teknologisk selvstændighed og strukturel disciplin, som vi kan kalde en økonomisk planøkonomi 2.0, tilpasset AI-alderen.
Læs tebladene: Alt det her betyder i korte træk, at de næste fem år i Kina vil dreje sig om produktionens kvalitet snarere end kvantitet. Danske virksomheder, der har berøring med avanceret fremstilling, grøn omstilling (hvilket jf. Det Grønne Arbejdsprogram under Danmarks strategiske partnerskab med Kina, er et af de steder, hvor Danmark og Kina kan samarbejde) eller industrielt udstyr kan finde åbninger. Det er ikke svært at gætte sig til, hvad lokalregeringerne rundt omkring i det kinesiske system kommer til at prioritere og give fokus.
Man skal dog være bevidst om, hvad Xi og Kinas mål er:
…要加强原始创新和关键核心技术攻关,推动科技创新和产业创新深度融合,一体推进教育科技人才发展,深入推进数字中国建设。
[Vi skal] styrke grundlæggende innovation og gennembrud i nøgle- og kerneteknologier, fremme en dyb integration mellem videnskabelig-teknologisk innovation og industriel innovation, fremme en samlet udvikling af uddannelse, videnskab og talent, udvide opbygningen af et digitalt Kina.
…加快高水平科技自立自强,引领发展新质生产力。
[Vi skal] fremskynde selvstændigheden inden for højniveau teknologier og lede udviklingen af ny kvalitetsproduktivitet.
Altså at Kina i stigende grad skal være selvforsynende på teknologi og mindske afhængigheden af Vesten. For udenlandske virksomheder betyder det altså, at Kina til stadighed har et mål om på sigt selv at kunne producere, udvikle og tjene penge den teknologi, som måske lige nu køber udefra. Man skal derfor følge nøje med og i samme tempo innovere, så kineserne ikke overhaler en indenom.
Dette vil dog samtidig ske i et landskab, hvor Xi gerne vil have, at partiets styring og ideologi bliver stadig mere integreret i erhvervspolitikken:
坚持以党的自我革命引领社会革命,持之以恒推进全面从严治党,增强党的政治领导力、思想引领力、群众组织力、社会号召力,提高党领导经济社会发展能力和水平,为推进中国式现代化凝聚磅礴力量。
[Vi skal] fastholde, at partiets egen revolution skal lede samfundets revolution, fortsætte med vedholdende at fremme en omfattende og streng partistyring, styrke partiets politiske lederskab, ideologiske vejledning, organisatoriske styrke blandt folket og sociale tiltrækningskraft, og løfte partiets evne og niveau til at lede den økonomiske og sociale udvikling, for at samle en mægtig kraft til at fremme kinesisk modernisering.
Kina ruster sig til global konkurrence (især med amerikanerne), men på egne præmisser. Femårsplanen bliver værktøjet, ikke bare til økonomisk styring, men i lige så høj grad også til politisk kontrol og teknologisk suverænitet.
📝📊 Overblik over plenum emner siden 1992 📝📊

PEKINGOLOGY - Hvordan bliver femårsplanen egentlig lavet?
Kontekst: Lad os starte med at gå helt ned i maskinrummet sammen med de gode folk hos China Policy og kigge på, hvordan femårsplanen egentlig bliver skabt. Det er nemlig en længere proces med mange inputs fra forskellige instanser i parti- og regeringsapparatet.
Kommentar: Udfærdigelsen af Femårsplanen attribueres normalt den magtfulde Nationale Udviklings- og Reform Komite 发改委 (NDRC), der er Kinas centrale planlægningsorgan, men får desuden mange input fra universiteter, forskningsinstitutioner m.fl. Under NDRC har Departementet for Udviklingsstrategi og Planlægning en nøglerolle og udstedte i forbindelse med den kommende 15. femårsplan i alt 74 forskningsspørgsmål, hvoraf 65 blev tildelt specifikke forskerhold.
Fokusområderne er fordelt på videnskab og teknologi (14 emner), makroøkonomi (14), handel (11) og socialpolitik (10), hvilket afspejler Kinas strategiske prioriteter i de kommende år. Omkring 75 procent af projekterne blev tildelt institutioner med base i Beijing, især Tsinghua Universitet 清华大学, Peking Universitet 北京大学 og Zhejiang Universitet 浙江大学, som traditionelt har tætte forbindelser til den nationale planlægningsproces. Blandt NDRC’s egne enheder indtager to institutioner en særlig central rolle: Kinas Akademi for Makroøkonomiske Studier, der rådgiver om makrostrategi og industripolitik, samt Statens Informations Center, som fokuserer på IT, data og digital infrastruktur.
Den overordnede strategi i den 15. femårsplan sigter mod, at Kina frem mod 2035 skal opnå et BNP per indbygger på niveau med moderat udviklede lande, samtidig med at landet gennemfører en digital, intelligent og grøn industrialisering. Et centralt mål er desuden at toppe CO₂-udledninger inden 2030 som led i overgangen til en mere bæredygtig økonomi. Hele strategien hviler på Xi Jinpings “nye udviklingskoncept”, der fremhæver en udviklingsmodel, som er innovativ, koordineret, grøn, åben og fælles, og som skal sikre både økonomisk styrke og social balance i det moderne Kina.
Læs tebladene: Generelt er det en god ide at se femårsplanen som en overordnet liste med pejlemærker for Kinas retning frem for en plan, der minutiøst fastsætter alle aspekter af udvikling over de næste fem år. Planen er en proces med prioriterede områder, som lokalregeringer, virksomheder og statsejede selskaber derefter laver deres egne specifikke planer ned til græsrodsniveau efter. Selvom det er utrolig vigtigt at vide, hvad det er for en retning, som Xi og toppen gerne vil have Kina følger, lige så vigtigt er det at vide, hvordan dette fortolkes og ikke mindst implementeres længere ned i systemet. Provinser, byer, amter og sågar også ministerier kommer til at lave deres egne femårsplaner selvfølgelig ud fra egne forhold og fokus, men med udgangspunkt i de store retningslinjer fra centeret.
PEKINGOLOGY - Xi renser igen ud i toppen
Kontekst: Den 17. oktober, blot få dage inden det 4. plenarmøde skulle skydes i gang, blev en af Kinas højest rangerende generaler, He Weidong 何卫东, fjernet fra partiet og Folkets Befrielseshærs overkommando. He Weidong er det første medlem af politbureauet, der er blevet afsat, siden Sun Zhengcai 孙政才, den tidligere partileder i Chongqing, blev udrenset i 2017 og den første næstformand for den Centrale Militærkommission 中央军委 (CMC), der er blevet udrenset i mere end 40 år.
Kommentar: Der er tale om en større udrensning i toppen af Kinas militær, hvor i alt ni topembedsmænd er blevet fjernet:
He Weidong - Næstformand for den CMC og medlem af politbureauet
Miao Hua - direktør for CMC’s politiske arbejdsafdeling
He Hongjun - administrerende vicedirektør for CMC’s politiske arbejdsafdeling
Wang Xiubin - administrerende vicedirektør for CMC’s fælles operationskommandocenter
Lin Xiangyang - Kommandør for det østlige operationsområde
Qin Shutong - hærens politiske kommissær
Yuan Huazhi - flådens politiske kommissær
Wang Houbin - chef for raketstyrkerne
Wang Chunning - chef for de væbnede politistyrker
Efter denne udrensning er blot fire medlemmer af CMC tilbage, inklusiv Xi Jinping, der er formand og sidder formelt som øverstbefalende i det kinesiske militære system. Af repræsentanter fra Folkets Befrielseshær deltog blot 17 ud af 44 medlemmer, hvilket svarer til 39% af det oprindelige medlemsantal efter den 20. Partikongres.
De udrensede eller tilbagetrådte personer talte udover militære positioner også mange folk, der besad myndigheds- og civile poster. Omfanget af medlemmer af centralkomiteen, der enten er trådt tilbage fra deres post eller er under efterforskning for korruption siden den 20. Partikongres i 2022 er det højeste i flere årtier. Blot 168 ud af 205 medlemmerne, eller omkring 82 pct., deltog i det 4. plenarmøde.

Mens vi er ved personalenyt, er det også værd at bide mærke i et særligt navn på listen ovenover. Denne uge har nemlig også budt på et muligt gensyn med en gammel kending: Qin Gang. Nogen vil måske kunne huske, at Kina for snart 2,5 år siden havde en udenrigsminister, der pludselig forsvandt, uden at vi hørte fra ham igen. Men det har vi så måske nu, hvis rygterne altså er sande:

Skal man tro teknologien (AI ansigtsgenkendelsesværktøjer), så er der ikke meget tvivl:
Læs tebladene: Det må være ret stressende at sidde i centralkomiteen - specielt i CMC - i disse år, når så mange medlemmer enten træder tilbage eller bliver fjernet. Der har floreret en del spekulationer omkring motivet bag udrensningen i militæret, der generelt ser ud til at omhandle reel korruption i dele af militæret, hvor der flyder enormt store summer penge igennem. Samtidig tyder det også på, at dele af militæret ikke har nået forventede resultater. Her nævnes både missilstyrkerne og materiale- og forsynignsdelene af PLA. Nogle militæranalytikere er uenige omkring de egentlige dynamikker bag udrensningen, primært af den grund, at He Wediong ansås for at være en tæt allieret af Xi. Derfor peges der på af nogle kommentatorer, at der har fundet en magtkamp sted mellem He Weidong og Zhang Youxia. Ifølge denne læsning repræsentere He Weidong en fløj af yngre ledende officerer i PLA, der i sidste ende ikke er blevet prioriteret af Xi, til fordel for Zhang Youxia, der ligesom Xi er princeling (børn af de kinesiske revolutionære ledere. Uanset hvad, så viser det, at Xi ikke endnu helt føler, at han ved, hvor han har det kinesiske militær.
SUCCESSION: Hvem kan Xi pege på som efterfølger?
Kontekst: Der er ingen tvivl om, at Xi Jinping også vil være manden, der står i spidsen for Kina, når det gælder implementeringen af den kommende femårsplan. På samme måde, som han har stået i spidsen for partiet i 13 år, og i den periode samlet magten i et omfang, der ikke er set siden Mao Zedong. Men med sine 72 år og uden en klar arvtager står han over for en klassisk autokratisk knibe: Hvordan sikrer man, at ens retning og linje bliver stabilt videreført bagefter og samtidig uden at underminere sin egen magt undervejs?
Kommentar: Efter forrige partikongres, hvor Xi for alvor fik cementeret sin magtposition, fik han også omgivet sig med loyale støtter. Folk han i hvert fald stoler nok på til at kunne uddelegere vigtige opgaver til, f.eks. Cai Qi og premierminister, Li Qiang. Men det synes ret tydeligt, at Xi stadig er af den overbevisning, at Kinas fremtid kun kan sikres med ham selv roret. Men hvis det betyder, at alt snak om en arvefølger bliver tabu, så stiller det selvsagt også partiet og Kina i en sårbar situation. Vi kan med garanti regne med, at Xi også sidder ved posten som generalsekretær for partiet efter den 21. partikongres i 2027 (og som præsident for Folkerepublikken efter Folkekongressen i starten af 2028), men vi har ingen anelse om, hvem der kan være manden (for det bliver helt sikkert ikke en kvinde), som kan tage over efter Xi. Muligvis ved Kinas mest magtfulde mand det ikke engang selv.
Læs tebladene: Der er mange scenarier, som man skal planlægge ud fra, som udenlandsk aktør, der er direkte involveret i Kina. Situationen i Kina, hvis Xi pludselig skulle dejse om, bør helt klart også være iblandt dem. Når Xi virkelig tegner partiets linje i dag, hvad gør man så, hvis han ikke længere er der? Hvad vil plan B være i den situation, og vil man fuldstændig være i stand til at undgå magtkampe i partiet, især blandt de fløje, som vi ved findes der? Den slags planlægning bliver selvsagt også vanskeliggjort, hvis det helt er tabu at tale om.
Det er umuligt at forudse, hvad der eventuelt ville ske i sådan en situation, men det vil næppe skade, hvis man tænkte over forskellige scenarier og planlagde derefter.
Vi er ved vejs ende på denne særudgave, hvor vi er kommet godt rundt omkring de vigtigste ting fra det fjerde plenarmødet og nyt om den kommende 15. femårsplan. Der vil som sædvanlig være utrolig mange ting, som vi skal være opmærksomme på nu og de næste fem år frem. Men frygt ej, kære læsere, for vi er her selvfølgelig til at læse alle tebladene sammen med jer.
Og så er vi lige straks tilbage med vores normale nyhedsbrev og andre nyheder, der ikke kun handler om tung politik!








