Sinolytica Nyhedsbrevet #75 - Kinas syn på verden, billige elbiler og EU industripolitik 🚐🌏🇪🇺
联网主战场 - Internettets Hovedslagmark
Kære læser
Støvet fra årets To Møder er ved at lægge sig efter afslutningen onsdag i sidste uge, og det er blevet tid til en normal omgang Kina-nyt (på nær en nyhed!). Der sker meget (nogle gange føles det som lidt for meget!) ude i verden, men som du ved, kære læser, tager vi os først og fremmest af alt det, der har en Kina-vinkel.
Inden vi kaster os over nyhederne, vil vi rette lidt opmærksomhed på den kinesisk-taiwanske forfatter Sanmao 三毛. Hun døde i 1991, men på sociale medier skriver unge kinesere stadig breve til hende og dyrker hendes personlighed. Hvorfor de gør det, kan du læse her.
Vi skal omkring udenrigsministerens pressekonference ved De To Møder, konflikten i Iran, EU’s industripolitik og meget mere. Så lad os endelig springe ud i denne uges vigtigste nyheder fra og om Kina.
PEKINGOLOGI: Wang Yi behandlede en bred palette af emner under sin pressekonference ved De To Møder.
Kontekst: Under sin årlige pressekonference ved De To Møder kommenterede Kinas udenrigsminister Waáng Yiì 王毅 på en række internationale spørgsmål. Han kom bl.a. ind på krigen mellem USA, Israel og Iran, relationerne til USA og Europa samt spændingerne med Japan og Taiwan.
Kommentar: Pressekonferencen er en af de vigtigste lejligheder, hvor Beijing signalerer sin udenrigspolitiske linje til omverdenen. Den har igennem tiden haft skiftende relevans, men grundet Wangs centrale rolle i parti- og statsapparatet, anses signalerne for at have ekstra tyngde. Wang kritiserede USA’s og Israels krig mod Iran og opfordrede til en tilbagevenden til forhandlinger:
面对陷入战火的中东，我想说的是，这是一场本不应发生的战争，也是一场对各方都没有好处的战争。
Når vi ser Mellemøsten opslugt af krig, vil jeg sige, at det er en krig, som ikke burde være sket, og en krig, der ikke gavner nogen.
Samtidig indikerede han, at Kina fortsat ønsker dialog og sameksistens med USA.
中美都是大国，都改变不了彼此，但可以改变相处方式。
Kina og USA er begge stormagter. Ingen af dem kan ændre den anden, men de kan vælge at ændre måden, de omgås hinanden på.
Over for Europa nedtonede han forestillingen om Kina som økonomisk rival og opfordrede europæiske lande til at se Kina som en partner frem for en konkurrent.
我们乐见欧洲的朋友们走出保护主义的“小阁楼”，来到中国市场的“健身房”，到这里来强筋壮骨，提升竞争能力。
Vi er glade for at se europæiske venner træde ud af protektionismens “lille loftsrum” og ind i det kinesiske markeds “fitnesscenter”, hvor de kan styrke sig og forbedre deres konkurrenceevne.
Han holdt fast i en hård linje over for Japan og gentog, at Taiwan-spørgsmålet er et internt kinesisk anliggende.
Du kan se den fulde tale her:
Læs tebladene: Efter Qin Gangs 秦刚 pludselige forsvinden i 2023 trådte Wang Yi igen ind som udenrigsminister i det, der oprindeligt blev betragtet som en midlertidig løsning, mens Liu Jianchao 刘建超 længe blev set som en mulig efterfølger. Liu forsvandt sidste år og er angiveligt under efterforskning. Det har igen cementeret Wangs rolle som udenrigsminister, samtidig med at han er medlem af Politbureauet og leder af partiets centrale udenrigspolitiske organ 中央外事工作委员会办公室 (Zhōngyāng Wàishì Gōngzuò Wěiyuánhuì Bàngōngshì). Det betyder, at han både formulerer og udfører kinesisk udenrigspolitik, hvilket ikke er normen og er med til at reducere afstanden mellem det politiske maskinrum og diplomatiet. På den ene side giver det større klarhed om Beijings linje, men på den anden side kan fraværet af diplomatiske stemmer i toppen gøre kinesisk diplomati mere rigidt, og gøre det sværere at kalibrere budskaber i komplekse internationale kriser. Budskaberne fra hans tale peger på en klassisk kinesisk diplomatisk balance mellem hård retorik om suverænitet og sikkerhed kombineret med signaler om økonomisk samarbejde og stabilitet i relationerne til USA og Europa. Beijing forsøger at fastholde strategisk konkurrence med Washington, samtidig med at man begrænser risikoen for eskalering og holder døren åben for dialog. For europæiske regeringer og virksomheder signalerer man, at Kina fortsat ønsker økonomisk engagement, men i stigende grad på egne præmisser.
Den Store Medietilbagetrækning
Kontekst: I nummer 72 af nyhedsbrevet skrev vi om den kinesiske medieforsker Guo Quanzhongs 郭全中 længere artikelserie om den systemiske transformation af de etablerede medier i Kina 主流媒体系统性变革 (zhǔliú méitǐ xìtǒngxìng biàngé). Nu har China Media Project en ny analyse ude om, hvordan lokale parti- og statsmedier er i gang med et stort tilbagetog.
Kommentar: Ifølge analysen er der gang i en omfattende nedlukning af lokale tv- og radiokanaler rundt omkring i Kina. Officielt sker det for at “optimere og integrere medieressourcer” 对旗下媒体资源进行优化整合 (duì qíxià méitǐ zīyuán jìnxíng yōuhuà zhěnghé) og “tilpasse sig nye tendenser i mediekonvergens” 适配媒体融合发展新趋势 (shìpèi méitǐ rónghé fāzhǎn xīn qūshì). I praksis betyder det, at kanaler, myndighederne vurderer som overflødige eller økonomisk svage, lukkes, mens ressourcer, som penge, medarbejdere og indhold, flyttes over på digitale platforme og apps.
Udviklingen foregår i hele Kina. Branchenet-platformen 摄像人网 (Shèxiàngrén Wǎng) anslår, at mindst 51 tv-kanaler blev lukket i 2024, mens tallet steg til mindst 75 i 2025, fordelt på over 50 kinesiske byer. Blandt de ramte er både storbyer og provinser som Shanghai 上海, Shaanxi 陕西, Jiangxi 江西, Xinjiang 新疆 og Hunan 湖南. I 2025 blev Guiyang i Guizhou-provinsen endda den første provinshovedstad i Kina, der kun har én tv-kanal tilbage.
En af årsagerne er ganske simpel, og den kom Guo Quanzhong også ind på, nemlig at lokale tv-kanaler har svært ved at konkurrere i et medielandskab domineret af digitale platforme som videoplatformen Bilibili 哔哩哔哩 og det sociale medie Xiaohongshu 小红书 (RedNote på engelsk). Uddannelseskanaler sender ofte lange optagelser af politiske møder, shoppingkanaler kan ikke matche tempoet i e-commerce, og film- og dramakanaler sidder fast i ældre kataloger med faldende reklameindtægter.
Læs tebladene: Nedlukningerne af lokale tv-kanaler skal ikke kun forstås som en økonomisk rationalisering. Det hele er nemlig en del af partiets bredere strategi for mediesystemet. I udmeldinger om omstruktureringen opfordres statsmedierne til at styrke internettets hovedposition i kommunikation 筑牢互联网传播主阵地 (zhùláo hùliánwǎng chuánbō zhǔ zhèndì) og til at gennemføre en systemisk transformation af mainstream-medier 主流媒体系统性变革 (zhǔliú méitǐ xìtǒngxìng biàngé).
I kinesisk politisk sprogbrug har disse formuleringer en ganske specifik betydning. “Mainstream-medier” henviser til partiets egne medier, som har til opgave at sætte dagsordenen og forme den offentlige mening. I en artikel i Folkets Dagblad i 2025 blev samme logik formuleret endnu mere direkte: partimedierne skal trænge frem på internettets hovedslagmark 挺进互联网主战场 (tǐngjìn hùliánwǎng zhǔ zhànchǎng) som en central kraft i den ideologiske kamp om opmærksomheden.
Vi ved, at partiet har stor indsigt i, hvordan anbefalingsalgoritmerne bag de kinesiske socialer medier og platforme fungerer. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at de vil presse mere propagandalignende indhold ud i takt med rekalibreringen af medielandskabet. Det store spørgsmål er dog, hvorvidt brugerne vil gide det.
☕Kaffepause - Dantes Inferno i Shanghai ☕
Filmreklamer på Shanghai Grand Theatre, sandsynligvis i 1935
GEOPOLITICS - Konflikten i Iran er et præmieeksempel på, at Kina ikke tænker som USA
Kontekst: Kina gør sig ikke i klassiske sikkerhedsalliancer, som USA gør. Tværtimod ser Kina rettere på sine partnerskaber med stater rundt om i verden som en portefølje, hvor enkeltstående lande ikke må udgøre for stor en risiko. Ved Hormuzstrædet har Iran tilladt olie og gas at flyde østpå, netop fordi Kina længe har været landets vigtigste partner. Dog skal Iran ikke forvente samme behandling fra Kina, hvis kerneinteresser ligger andetsteds.
Kommentar: Som vi også nævner i episode #61 af KinaNørderne-podcasten, er det kinesiske forhold til Iran bygget på økonomiske interesser, og krisen i Iran vil kun forstærke Kinas behov for energiuafhængighed. Klummeskriveren Chaguan skrev i sidste uges nummer af The Economist, at flere strateger i Kina allerede er begyndt at udtænke beredskabsplaner for, når krigen er overstået og landet skal genopbygges. Uagtet om præstestyret består, vil kinesiske firmaer nemlig kunne supplere essentiel ekspertise inden for infrastruktur, teknologi og handel - og hvem ved om ikke et alternativt regime kunne tjene kinesiske interesser endnu bedre. For indestående er Kinas største bekymring dog at holde leveringen af olie og gas fra partnere i Mellemøsten i ave, da Kina sammenlagt får dækket 45 pct. af sit behov med importer, der passerer gennem Hormuz strædet.
Læs tebladene: Det kinesiske forhold til Iran går langt længere tilbage, end hvad hverken ayatollaher eller generalsekretærer kan huske. Faktisk er fortællingen, der underbygger forholdet mellem de to civilisationer, at den første kontakt kan spores 2500 år tilbage i historien. Efter 1979-revolutionen i Iran blev der oprindeligt holdt afstand til såvel Kina og Rusland som Vesten, men på bagtæppet af årtiers skiftende sanktioner fra Vesten er Iran imidlertid blevet skubbet tættere på Kina. Så tæt, at Beijing og Teheran underskrev en ‘25-års strategisk samarbejdsaftale’ i 2021, der har til formål at løfte samhandlen yderligere og styrke de strategiske bånd. Der har umiddelbart været lange udsigter til en årlig samhandel på $600 mia. inden for et årti, som målet lød i 2016. Selvom Kina køber mere end 80 pct. af Irans skibsfragtede olie, hvilket svarer til 13,4 pct af Kinas samlede import fra søvejen, så beløber den samlede vareudveksling sig til langt mindre, og meget få dele af samarbejdsaftalen er nogensinde blevet realiseret. Kina har også forsøgt at bryde den internationale isolering af Iran med landets inddragelse i BRIKS-samarbejdet og Shanghai Cooperation Organisation. Man har dog imidlertid ikke støttet hverken Irans bestræbelser efter atomvåben eller angreb på de omkringliggende golfstater, hvilket Kina har været ude at fordømme. Kina ser Iran som en vigtig partner, men ikke vigtig nok til, at man er villig til at sætte forholdet til hele Mellemøsten - eller det kommende besøg med Trump - over styr.
CHINA-EU WATCH - Får EU en “Made In Europe”-plan?
Kontekst: EU fremlægger konturerne af en ny industripolitik - med klar vinkel til Kina. EU-Kommissionen har fremlagt den såkaldte Industrial Accelerator Act, et lovforslag, der skal styrke europæisk industri gennem krav om lokal produktion i strategiske sektorer som elbiler, batterier, vindmøller og solenergi. Initiativet er bl.a. søsat for at reducere Europas afhængighed af import, især fra Kina, og bruge EU-medlemsstaternes offentlige indkøb på over 2 billioner euro til at fremme “Made in Europe”-produktion.
Kommentar: Forslaget markerer et tydeligt skifte i EU’s industripolitik, hvor handel, klima og økonomisk sikkerhed i stigende grad kobles sammen i en aktiv industriel strategi. Blandt andet diskuteres krav om op til 70 pct. europæisk indhold i visse produkter, hvilket direkte sigter mod at modvirke Kinas dominans i grøn teknologi og kritiske forsyningskæder.
Læs tebladene: Set fra Beijing vil loven sandsynligvis blive læst som endnu et tegn på, at Europa er på vej mod en mere strategisk og beskyttende industripolitik, i stil med amerikanske og kinesiske modeller og tiltag. For europæiske og danske virksomheder kan det betyde mulige subsidier og nye regler for leverandørkæder, hvor adgang til offentlige projekter i stigende grad afhænger af lokal produktion og politisk definerede betroede partnere. Desuden er der nu for alvor snak om joint-venture modeller med kinesiske virksomheder, der kigger mod Europa, hvilket både er inspiration fra Kina, og bliver interessant, hvordan det kan udføres i praksis.
BIZ - Hvorfor er kinesiske elbiler så billige?
Kontekst: De kinesiske elbiler går deres sejrsgang på markederne både inden for og uden for Kinas grænser. Men hvorfor er bilerne så billige? Statsstøtte og produktivitet er en del af forklaringen, men giver ikke det fulde billede.
Kommentar: Når kinesiske producenter som BYD, Geely og Leapmotor kan producere elbiler markant billigere end vestlige konkurrenter som Tesla, skyldes det i høj grad strukturelle forskelle i industrien. Subsidierne betyder naturligvis noget, men kun til en vis grad. Som analysen anslår, kan direkte subsidier kun forklare omkring fem procent af BYD’s samlede omkostningsfordel i forhold til Tesla.
Hvad der er vigtigere, er, at kinesiske spillere er langt mere vertikalt integrerede end deres vestlige konkurrenter. Hvor sidstnævnte i højere grad har outsourcet mange komponenter til underleverandører, producerer selskaber som BYD selv en stor del af batterier, elektronik og nøglekomponenter. Det fjerner leverandørernes avance og giver en direkte omkostningsfordel.
Derudover opererer kinesiske producenter næsten udelukkende på hjemmemarkedet (som godt nok også er præget af tomgangskonkurrencen 内卷) og kan derfor sprede udviklings- og administrationsomkostninger over enorme produktionsvolumener. R&D-teams i Kina er også markant billigere end i Europa og USA. Samtidig giver meget lange betalingsfrister til leverandører, ofte fem til syv måneder, en finansiel fordel, fordi producenterne reelt finansieres af deres leverandørkæde.
Kinesiske elbilsproducenters evne til at konkurrere på pris skyldes altså dybere vertikal integration, større skala og lavere overheadomkostninger, herunder markant billigere forskning og udvikling (R&D).
Læs tebladene: Konsekvensen er, at kinesiske elbilproducenter i gennemsnit har en omkostningsfordel på flere tusinde dollar pr. bil: lige omkring $4.700 i BYD’s tilfælde over for Tesla. Det er nok til at gøre dem konkurrencedygtige globalt, selv efter transportomkostninger og told.
For vestlige bilproducenter skaber det et strategisk dilemma. Skal de konkurrere på pris i Kina, kræver det dybere lokal integration. Det vil sige mere kinesisk R&D, flere kinesiske leverandører og i praksis et næsten selvstændigt Kina-setup, men det kolliderer direkte med industripolitikken i Europa (som man kan læse mere om længere oppe) og i USA, hvor man netop forsøger at flytte produktion og værdikæder hjem.
Kort sagt: Det, der gør kinesiske elbiler billige, er ikke kun staten. Det er hele strukturen i industrien. Derfor er det også så vigtigt, at vi i Danmark og Europa forstår, hvordan Kinas industripolitik, dobbelt-cirkulationsstrategi og kinesiske virksomheders setup egentlig fungerer. Ikke kun for elbilsindustrien, men på alle de områder, som Kina satser på at blive førende indenfor, og hvor de kan true danske og europæiske positioner. Først da kan vi begynde at identificere muligheder og udvikle bedre konkurrencestrategier.
🍵Tepause - Genbrugsbøger i Shanghai 🍵
En genbrugsboghandel i den gamle by FengJing 枫泾镇, Shanghai. KILDE: X
CHINA-US WATCH – Kan USA og Kina træde tilbage fra ‘afgrundens rand’?
Kontekst: David M. Lampton, professor emeritus ved Johns Hopkins School of Advanced International Studies, og Wang Jisi 王缉思, professor emeritus ved Peking University, argumenterer i Foreign Affairs for, at de kommende måneder kan åbne et politisk vindue for at stabilisere og normalisere de bilaterale relationer – og måske endda afværge en ny kold krig.
Kommentar: Politiske udviklinger, økonomiske nødvendigheder og en voksende ‘strategic fatigue’ er blandt de faktorer, der ifølge de to professorer kan bringe relationen tilbage på sporet. Eller rettere, ind på et nyt spor, der kan redefinere det sino-amerikanske forhold og trække de to lande tilbage fra ‘afgrundens rand’.
Mellem Xi Jinping og Donald Trump ser de konturerne af et muligt nyt “Nixon-moment”. Mødet i Busan, Washingtons implicitte legitimering af et G2-format, fraværet af Kina i USA’s nationale sikkerhedsstrategi samt gensidige handelsmæssige indrømmelser, blandt andet på mikrochips, sjældne jordarter og ikke mindst sojabønner, fremhæves som spæde skridt i retning af en ny begyndelse. De næste skridt, foreslår akademikerparret, bør være, at både USA og Kina nedtoner spændingerne omkring Taiwan, genåbner konsulaterne i Houston og Chengdu (lukket i 2020) og reducerer toldsatserne på varer uden direkte betydning for national sikkerhed.
Læs tebladene: Wang og Lamptons essay er præget af en markant optimistisk læsning af udviklingen, som man næsten kun kan håbe vil stemme overens med virkeligheden. Der er næppe tvivl om, at de to gråhårede professorer, som begge har dybt indsigt i hinandens lande, kunne styre verden i en fredeligere retning, hvis de sad bag skrivebordene i henholdsvis Det Hvide Hus og Zhongnanhai. Det er imidlertid vanskeligere at forestille sig, at Marco Rubio og Trump med samme kulturelle fingerspidsfornemmelse kunne genetablere forholdet med et simpelt digt (og lidt til), som Richard Nixon og Henry Kissinger gjorde i 1972, da de citerede Mao Zedongs ord: “ti tusind år er for længe; grib dagen, grib timen!” 一万年太久，只争朝夕, (yī wàn nián tài jiǔ, zhǐ zhēng zhāo xī). Netop derfor bliver det også interessant at følge Trumps kommende besøg i Beijing, som vi naturligvis vil gøre i Sinolytica. På ét punkt har forfatterne dog utvivlsomt ret: den største kilde til potentielle fejlberegninger ligger i manglende forståelse af modparten. Og der kan selv civilsamfundet spille en afgørende rolle.
TECH - Xpengs stifter foreslår at ‘springe buk’ med standarder inden for selvkørende biler
Kontekst: He Xiaopeng 何小鹏, stifteren bag elbilsproducenten XPeng og navneinspiration bag samme, er blandt de delegerede ved d. 14. Nationale Folkekongres (2023-2028) og var derfor også til stede ved samlingen i år. For at komme et presset bilmarked til undsætning foreslog entreprenøren, der også er uddannet datalog, at Beijing skal gøre mere - både politisk og lovgivningsmæssigt - for at fuldt ud selvkørende biler hurtigst muligt kan blive en realitet på de kinesiske veje.
Kommentar: De fleste bilproducenter, der arbejder på førerløse kapaciteter til deres kommercielle køretøjer, opererer i skrivende stund på niveau to ud af fem på SAE-skalaen. Det vil sige, at bilen til en vis grad selv kan kontrollere accelerationen, bremsningen og styretøjet, men føreren skal stadig have hænderne på rattet og øjnene på vejen. Niveau fire, som XPeng-direktøren satser på at springe frem til, er det næstsidste skridt før fuld automatisering, og indebærer, at føreren af bilen kan fjerne øjnene helt fra vejen. Der er dog den lille hindring, at lovgivningsarbejdet sjældent kan følge med farten på den teknologiske udvikling, og det er nødvendigt, mener He, hvis Kina skal “opnå en en strategisk fordel i den globale konkurrence” 在全球竞争中赢得战略主动 (zài quánqiú jìngzhēng zhōng yíngdé zhànlüè zhǔdòng).
Læs tebladene: Ifølge The Economist anslår banken Goldman Sachs, at Kina vil have op mod 632.000 såkaldte ‘robotaxis’, der benytter niveau-fire-teknologi til at være næsten helt selvkørende og transportere kunder rundt. Modsat EU, der kan forekomme næsten fodslæbende på området, og USA, hvor store søgsmål kan virke skræmmende for producenter, ser Kina ud til at brage derudaf med en fremgang, der ‘tester først og lovgiver bagefter’. Flere sager med biler, der kører galt eller hvis døre ikke vil åbne efter ulykker, hjemsøger dog industrien, og kan gøre kommunistpartiet mere risikoaverse ift. både at lempe lovgivningen og investere i nye projekter. Det kan dog strengt taget blive nødvendigt for at indfri regeringens mål om øget højkvalitets vækst. En sådan udvikling, kan man håbe, vil også kunne aflaste industrien en smule ved i højere grad at flytte indenrigskonkurrencen fra priskamp henimod innovation.
De Korte, Men Vigtige
Kina vil investere milliarder i at styrke videnskab og forskning
Scott Bessent og He Lifeng skal mødes i Paris og diskutere handelskrig
Det kinesiske luftvåben er tilbage i luftrummet omkring Taiwan
Kina siger, at USA ikke har ret til at definere, hvad overkapacitet er
Kina skærer i humanistiske uddannelse grundet en AI-drevet fremtid
Det var alt, hvad vi havde i den digitale postsæk i denne omgang. Hvis du følger med i nyhedsbrevet, vil vi sætte stor pris på, hvis du liker, deler eller fortæller dine kolleger og venner om vores lille foretagende.
Du er også velkommen til at skrive til os med spørgsmål, kommentarer, ris og ros. Som altid kan du sende det til kontakt@sinolytica.dk. Tak for denne gang!