Sinolytica Nyhedsbrevet #85 - Kinas industrisatsning, Internet-pungrotten og kinesisk fodbold 🧑🏭⚽
整体竞争力 - Overordnet konkurrenceevne
Kære læser
Vi har en frisk udgave af nyhedsbrevet klar, inden vi drager mod Bornholm og taler Kina ved årets Folkemøde. Derfor vil der i næste uge være en lille pause i udgivelserne af nyhedsbrevet. Er du på Folkemødet i år, så tag endelig fat i os, hvis du gerne vil sludre lidt Kina eller har brug for input.
Vi søger også gæsteskribenter, der har lyst til at hjælpe os med nyhedsbrevet, så vi fortsat kan udgive ugentligt. Vores researchassistent, Johan Anton Knudsen, vil nemlig fremover fokusere på andre opgaver i Sinolytica. Hvis du brænder for formidling af Kina, måske inden for særlige områder, kan læse kinesisk og har lyst til at hjælpe med at hæve vidensniveauet om Kina i Danmark, så send gerne en mail til os på kontakt@sinolytica.dk
I denne uge kan du læse mere om:
Pekingologi:
Geopolitik:
Tech:
Online Watch:
Samfund & Kultur:
Tebladene læser ikke sig selv, så lad os komme i gang med nyhederne!
PEKINGOLOGI - Xis plan for fremtidens industripolitik
Kontekst: Vi er efterhånden tre måneder inde i den 15. femårsplan. Partiets hovedteoretiske tidsskrift Qiushi har netop udgivet en tale fra Xi Jinping, der minder alle i systemet om, hvilke områder i planen der skal prioriteres.
Kommentar: Qiushi har offentliggjort en tale, Xi holdt ved Politbureauets 24. kollektive studiesession under den 20. Centralkomité i januar 2026. (her kan du få genopfrisket, hvad studiesessionerne går ud på).
Talen kom således før femårsplanen officielt blev vedtaget af Den Nationale Folkekongres i marts i år, og Xi siger i den, hvad det er for nogle sektorer, der er behov for at prioritere, og hvor styret skal lægge sit fokus.
Som de fleste i Danmark har fået øjnene op for, er Kina lykkedes med at komme højt op i de globale værdikæder, hvilket styrker den kinesiske konkurrenceevne. Dette understregede Xi også, men med advarslen om, at der stadigvæk var steder, hvor man står svagt:
“整体竞争力跻身全球第一梯队,越来越多领域实现“并跑”乃至“领跑”。同时要看到,我们的短板弱项也不少。”
“Vores overordnede konkurrenceevne er nået op i global topklasse, på flere og flere områder har vi indhentet [de internationale konkurrenter] og på nogle områder endda overhalet. Samtidig skal vi dog erkende, at vi stadig har mangler og svagheder.”
Den 15. femårsplan har meget stort fokus på kinesisk selvforsyning, så man reducerer afhængigheden af især USA. Særligt på halvledere har Kina brugt mange år på at indhente de førende lande i verden, men der er stadigvæk noget vej endnu.
Læs tebladene: Qiushi udgiver altid Xis taler lidt forskudt, men man skal ikke være i tvivl om, at der er tænkt nøje over timingen. Partiet bruger udgivelserne til at fremhæve særlige politiske prioriteringer. Særligt de statsejede virksomheder bliver fremhævet i talen:
“中央企业是科技创新的国家队,也应成为未来产业的主力军。要支持中央企业结合主责主业发展未来产业,切实增强核心功能,提升核心竞争力。”
“De statsejede virksomheder er vores landshold for teknologisk innovation og skal være hovedkraften bag fremtidens industrier. Vi skal støtte de statsejede virksomheder i at udvikle fremtidens industrier i forbindelse med deres primære ansvarsområder og hovedorretninger og dermed effektivt forbedre deres kernefunktioner og konkurrenceevne.”
Meget apropos har de statsejede virksomheder netop fået at vide fra Beijing, at de skal fordoble deres udgifter til grundforskning.
Der er altså ingen tvivl om, at målsætningerne i femårsplanen skal realiseres, og der er ikke plads til slinger i valsen. Vores anbefaling er, at alle danske industrier og vores nye minister for konkurrencekraft bør holde et vågent øje med målene i femårsplanen og de tiltag systemet – fra toppen og ned – tager i brug for at realisere dem. Danske styrkepositioner kommer i en meget nær fremtid under stort pres fra Kinas voksende konkurrenceevne.
GEOPOLITIK - Kina-Rusland-forholdet i tre nøgletrends
Kontekst: I afsnit 65 af vores podcast kom vi ind på Kina-Rusland-forholdet i forbindelse med Putins besøg til Beijing, og de mange økonomiske samt sikkerheds- og geopolitiske faktorer, der binder de to lande tættere sammen.
Kommentar: En ny video, der er produceret i et samarbejde mellem Center for Østeuropæiske Studier (OSW), Mercator Instituttet for Kinastudier (MERICS), Det Svenske Nationale Kinacenter (NKK) og Stockholm Center for Østeuropæiske Studier (SCEEUS) ved Det Svenske Institut for Internationale Anliggender (UI) gennemgår udviklingen i partnerskabet mellem Beijing og Moskva. Videoen peger både på styrkerne og begrænsningerne i relationen. Samarbejdet er blevet markant tættere siden invasionen af Ukraine, men under overfladen findes også konkurrence om ressourcer, teknologi og indflydelse.
Læs tebladene: Et område, der ofte overses, er Arktis. Her vokser Kinas tilstedeværelse støt gennem energi-, shipping- og infrastrukturprojekter, mens Rusland i stigende grad er afhængig af kinesisk kapital og handel. Det understreger, hvordan forholdet mellem Kina og Rusland ikke kun handler om Ukraine eller USA, men derimod i lige så høj grad om langsigtet geopolitik og adgang til fremtidens handelsruter og ressourcer.
TECH - Kina satser stort på genredigerede afgrøder
Kontekst: Kina har nu udpeget genredigerede afgrøder som en kritisk landbrugsteknologi. Det er et signal om øget statslig støtte til at fremme højteknologisk frøavl og styrke fødevaresikkerheden.
Kommentar: For kommunistpartiet er det en del af den nationale sikkerhed at kunne brødføde Kinas befolkning. Fødevaresikkerhed 粮食安全 (liángshí ānquán) er derfor et område, som Xi Jinping prioriterer højt.
Den 15. femårsplan lægger derfor også vægt på yderligere modernisering af den kinesiske landbrugs- og fødevaresektor, hvilket blandt andet skal hjælpe med at sikre Kina en større grad af uafhængighed inden for fødevarer. Afledt af ambitionerne i femårsplanen har det kinesiske statsråd i juni 2026 offentliggjort en decideret femårsplan speicifikt for landbrugsektoren med fokus på at fremskynde moderniseringen af landbrug og udvikling af landdistrikterne. Det er i den nye landbrugsfemårsplan, at man har fokus på genredigerede afgrøder.
Genredigering betyder, at man bruger biologiske teknikker til at skære og modificere specifikke steder i et genom, så man kan opnå ønskede egenskaber. Genmodificerede afgrøder introducerer ofte fremmede gener, men kinesisk lovgivning definerer genredigerede afgrøder som dem med målrettede egenskaber og uden introduktion af fremmede gener. En vigtig forskel, der giver genredigerede afgrøder en nemmere regulatorisk vej til markedet.
Læs tebladene: Når det handler om Kinas teknologiske udvikling, ender fokus ofte på robotter, kunstig intelligens og flyvende biler. Landbrugssektoren er dog også et prioriteret satsningsområde, når det gælder landets ambitioner for teknologi og innovation.
Det er derfor også et område, vi i Danmark bør følge med i, da der kan være områder, hvor vi kan lære af kineserne og måske samarbejde. Særligt nu, hvor Det Grønne Arbejdsprogram udløber og skal genforhandles.
☕ Kaffepause - International Børnedag i 1900 og 2012 ☕
ONLINE WATCH - Kinas internet har fået ny maskot: En pungrotte!
Kontekst: Et nyt viralt meme har set dagens lys på det kinesiske internet: En pungrotte 负鼠 med hænderne foldet bag ryggen, der filosofisk stirrer ud af vinduet.
Kommentar: På kinesisk har det blandt andet fået navnet Pungrotten med hænderne på ryggen 背手负鼠 (bèi shǒu fù shǔ) . Dets oprindelse er ukendt, men brugerne begyndte at sprede det i løbet af maj måned og tilføjede tekst til billedet, der i de fleste tilfælde sarkastisk beskriver, hvor trætte og opgivende de føler sig over hverdagen. Et af dem lyder blandt andet “Selvom jeg ikke har tjent penge, er jeg i det mindste blevet træt” 虽然没挣钱,起码累着了
Mange brands har dog også været hurtige til at bruge kunstig intelligens til at lave billederne om, så pungrotten enten drikker et særligt mærke af bubble tea eller helt erstatter den med firmaets egen maskot.
Læs tebladene: Man skal holde tungen lige i munden, når det gælder kinesiske memes. De kan opstå lynhurtigt og nærmest ud af ingenting. Dyr (og især søde dyr) bliver ofte brugt til at beskrive den weltschmerz, som mange kinesiske unge oplever i disse tider. Det bliver en måde at komme ud med sine frustrationer på, dele dem med andre og samtidig se, at man ikke er alene med følelsen.
SAMFUND & KULTUR - Hvorfor er Kina så dårlig til fodbold?
Kontekst: Xi Jinping erklærede for ti år siden, at Kina skulle være en ‘fodboldsupermagt’ i 2050. Korruption og en topstyret model har dog kastet en væsentlig mængde grus i maskineriet.
Kommentar: Xi er en stor fodboldfan, så målet om at gøre Kina til en stor fodboldnation flugter godt med hans andre store ambitioner på landets vegne.
Men målene er langt fra blevet indfriet, og det kinesiske herrelandshold var aldrig for alvor tæt på at kvalificere sig til årets VM-slutrunde, hvor man blandt andet fik en gevaldig øretæve af japanerne på 7-0. Anderledes forholder det sig for kvinderne, der trods alt har vundet sølv ved VM i 1999.
En af forklaringerne er, at korruption, politisk indblanding og en fodboldfilosofi presset ned fra toppen har gjort det nærmest umuligt at lykkes med projektet. 9 ud af de 16 hold i den bedste kinesiske fodboldliga startede sæsonen med negative point som straffe for matchfixing, hasardspil og korruption.
Læs tebladene: Når man ser på alt, hvad Kina har opnået siden Folkerepublikkens grundlæggelse – videnskabelige og teknologiske gennembrud, veludviklet økonomi, et hav af OL-medaljer, for blot at nævne nogle få – er det utroligt, at det endnu ikke er lykkedes for herrefodbold at opnå større resultater. Xi Jinping synes heller ikke længere at være lige så opsat på at indfri ambitionerne, han satte for ti år siden. Der er selvfølgelig også vigtigere ting på den kinesiske leders dagsorden, men det er måske også meget sigende, at Kina ikke har haft travlt med at få lavet en aftale med FIFA om rettighederne til at vise den kommende VM-slutrunde.
Der er nok lange udsigter til, at Kina igen kvalificerer sig til et VM og klarer sig godt, eller blot bliver værtsland for en slutrunde, da det nok tidligst kan blive i 2042. Her vil Xi selv være fyldt 89 år. Men hvem ved, måske er fodboldambitionerne stadig en del af genrejsningen af den kinesiske nation.
De Korte, Men Vigtige
Medlemmer af New Zealands parlament bandlyst for adgang til Kina efter besøg i Taiwan
Amerikanske virksomheder bruger Deepseek grundet den lavere pris
Hvorfor var den kinesiske forsvarsminister ikke til Shangri-La Dialogue?
Det var alt, vi kunne fylde i postkassen denne gang. Vi holder som nævnt en kort pause i næste uge, hvor vi er på Folkemødet, men så er vi også stærkt tilbage med flere nyheder.







