Sinolytica Nyhedsbrevet #86 - lavt forbrug, de glade 70ere og det gode liv med kinesisk karakteristika 📉🧓
人生七十古来稀 - At leve til 70 år har siden oldtiden været sjældent
Kære læser
Vi er tilbage igen efter en rigtig god tur til Folkemødet på Bornholm, hvor vi fik givet lidt Kina-indspark til de mange paneler og debatter. En stor tak til alle de gode folk, vi nåede at mødes med derovre!
Derfor skal vi selvfølgelig også tilbage til at bringe de seneste Kina-nyheder og få læst tebladene, inden vi går på sommerferie sammen med resten af landet.
Vi er også glade for at præsentere vores nyeste medskribent på nyhedsbrevet, Amalie Sofie Niegel! Hun er netop blevet færdig med en BA i Kinastudier fra Københavns Universitet og ser frem til at fortsætte på kandidaten til efteråret. Undervejs på sit studie har hun været på afsted både på Peking Universitet i Beijing og Tunghai Universitet i Taichung, og hjemme i København har hun nørdet alt fra moderne han-kinesisk identitetsskabelse til kinesisk diaspora i Sydøstasien samt tænkt en del over, om Kina en dag bliver den næste store kultursupermagt.
Når hun ikke er på universitetet, kan du ofte fange hende i færd med at prøve en ny bubble-tea variant, mens hun staver sig igennem en kinesisk bog på sin e-læser. Amalie vil hovedsageligt hjælpe os med at dække kulturstof.
Og så til nyhederne, hvor du i denne uge kan læse om:
Pekingologi
Geopolitik
Økonomi & Erhverv
Samfund & Kultur
Det seneste bud på kinesisk soft power?
I denne hedebølge er det nok en kop iskaffe eller iste, der skal til, men lad os komme i gang med at læse tebladene!
PEKINGOLOGI - 70’erne er de nye 60’ere
Kontekst: I Kina havde man længe en norm i partiet, der plejede at hedde “7 op, 8 ned” 七上八下, hvor partimedlemmer typisk trak sig tilbage ved 68-årsalderen. Det betød i praksis, at man senest kunne avancere til en topstilling som 67-årig. Denne tid er imidlertid forbi, og de kinesiske topledere bliver i stigende grad ældre, og flere forbliver i embedet langt ind i 70’erne.
Kommentar: Kinas leder, Xi Jinping, der forleden fyldte 73, viser ingen tegn på at ville køre en næste generation af ledere – eller en efterfølger – i stilling. Tværtimod, så befæster Xi sine tætte allierede med vigtige embeder. Cai Qi, der er 70, og bl.a. leder det kinesiske sikkerhedsapparat, er for nyligt blevet udpeget som leder af Den Centrale Partiskole 中央党校.
Nogle iagttagere har tørt bemærket, at udnævnelsen betyder, at 70 år stadig betragtes som en relativt ung alder i den politiske elite. I den forbindelse har der også været spekulationer om, hvorvidt længere levetid og adgang til avanceret sundhedsbehandling indgår i ledelsens langsigtede kalkuler, selvom dette ikke kan dokumenteres.
I kinesisk tradition betegnes 70 år som gǔ xī (古稀), hvilket betyder noget i retning af “sjældent i oldtiden” og bruges om det at nå en alder, som historisk set var usædvanlig. Udtrykket stammer fra en berømt linje af digteren Du Fu fra Tang-dynastiet: “At leve til 70 år har siden oldtiden været sjældent” (人生七十古来稀).
Læs tebladene: Der må være en del i partiet, der føler sig forbigået, når den ældste generation bliver ved med at sidde solidt på magten i partiapparatet. Xi ønsker ikke nogen form for tvivl om, at han fortsat er kernen 核心 af partiet, hvormed alle indikationer på efterfølgere eller magtdelegaring så vidt muligt udelades. Det er også forarbejde til den 21. Partikongres, der finder sted i efteråret 2027, hvor Xi forventes at sikre endnu en regeringsperiode som leder af Kinas Kommunistiske Parti.
GEOPOLITIK - Hvad Vesten kan lære af Kina uden at miste sig selv
Kontekst: Kina brugte meget af starten på årtusindeskiftet på at lære af Vesten og udvikle sin egen model, da man i kølvandet på den globale finanskrise blev desillusioneret omkring den amerikanske model. Nu er det i stedet os i Vesten, der skal lære af Kina og kineserne.
Kommentar: Udgangspunktet i denne WSJ-artikel er en ny bog af Soumaya Keynes og Chad P. Bown, How to Win a Trade War, der sætter fokus på, hvordan Kina har udvist både evnen og villigheden til at våbenliggøre sin dominans inden for sjældne jordarter og globale industrielle forsyningskæder. Sidstnævnte var som bekendt med til at få Donald Trump til at indgå våbenshvile med Kina i handelskrigen, da konsekvenserne ellers ville gøre for ondt.
Bogen kommer dog også ind på de negative sider ved den kinesiske model, som blandt andet omfatter overinvesteringer og overkapacitet, stigende afhængighed af eksport og svagt privatforbrug (mere om sidstnævnte i næste nyhed).
Derfor argumenterer forfatterne for, at vi i Vesten skal blive bedre til at forstå og kende de redskaber, som kineserne har skabt.
Læs tebladene: Bogen rammer lige ind i et meget varmt emne – især i denne hedebølge i Europa – hvor vi i EU taler om, hvordan vi kan mindske afhængighed og sårbarhed både over for Kina og USA. Det vil kræve en mere strategisk og aktiv industripolitik, strategiske lagre af kritiske råstoffer og eksportkontrol af avanceret teknologi.
Målet er dog ikke at skulle i konflikt med Kina, men at afskærme sig og mindske sårbarheden mest muligt. En strategi som Xi Jinping selv har forfulgt for Kina, lige siden han kom til magten.
☕ ISKAFFEPAUSE - Solafskærmning før og nu ☕
ØKONOMI & ERHVERV - Sløvt forbrug trækker Kinas økonomi ned
Kontekst: Nedgangen i det kinesiske privatforbrug blev yderligere forværret i maj, da detailsalget uventet faldt sammenlignet med året før. Problemerne i ejendomssektoren påvirker fortsat, at de kinesiske forbrugere beholder pengene i lommerne.
Kommentar: Detailsalget faldt 0,6 pct. i maj måned sammenlignet med sidste år, meddelte Kinas Nationale Statistikbureau 国家统计局 (Guójiā Tǒngjì Jú). Det er det første fald år til år siden 2022, hvor landet som bekendt var ramt af corona-restriktionerne.
Forbrugertilliden er således fortsat ikke høj nok, og ejendomssektoren trækker stadig økonomien i Kina ned.
Vi kan derfor nok forvente os, at det lave forbrug vil være højt på dagsordenen, når politbureauet mødes i juli, især hvis forbruget fortsat er lavt i juni. Men vi mangler fortsat egentlige løsninger på de strukturelle problemer i Kinas økonomiske model i stedet for stimuli.
Læs tebladene: Det svage privatforbrug er, som faste læsere vil vide, en meget øm tå i den kinesiske økonomi, som befinder i en vanskelig situation. Vi mangler, som nævnt, fortsat et klart svar på, hvordan man fra styrets side konkret vil komme ud af problemet, hvilket måske ikke er så underligt, da det vil være markant lettere sagt end gjort.
Når udbudssiden samtidig stadigvæk buldrer derudaf, betyder det også, at vi i Europa skal vente os, at Kina fortsat vil basere meget af landets økonomiske vækst på eksport, især til EU. Det sker på et tidspunkt, hvor EU-toppen har et ekstremt stort fokus på, at man er nødt til at indføre yderligere foranstaltninger, der kan sikre europæisk konkurrenceevne over for Kina og det voksende handelsunderskud.
Kineserne har dog sagt, at de vil svare resolut igen, hvormed truslen om en handelskrig mellem Kina og EU ikke just er blevet mindre.
SAMFUND & KULTUR - Det Gode Liv med kinesiske karakteristika
Kontekst: The Economist besøger Shaoxing, der fire år i træk er blevet kåret som Kinas mest beboelige by. Byen i Zhejiang-provinsen kombinerer relativt høje indkomster med overkommelige boligpriser, god infrastruktur og høj sikkerhed.
Men selv her er Kinas udfordringer synlige: faldende boligpriser, lave fødselstal og et samfund præget af omfattende overvågning og kontrol.
Kommentar: Shaoxing som case giver et interessant indblik i, hvad Kina i stigende grad tilbyder sine borgere. Ikke nødvendigvis større frihed, men mere komfort, orden og stabilitet. Artiklen peger samtidig på, at den kinesiske samfundskontrakt er under forandring. Når væksten aftager, bliver livskvalitet og tryghed vigtigere kilder til politisk legitimitet.
Læs tebladene: Shaoxing kan være et glimt af Kinas fremtid. Fokus flytter fra hurtig vækst til stabilitet og “højkvalitetsudvikling”. Det betyder ikke, at problemerne forsvinder, men at myndighedernes svar sandsynligvis bliver mere styring og planlægning, ikke mere liberalisering.
Det seneste bud på kinesisk ”soft power”?
Kontekst: Torsdag den 18. juni var det første gang, at biografgængere uden for Fastlandskina kan få lov til at se en af årets helt store biografsensationer, nemlig instruktøren Lan Hongchuns 蓝鸿春 familiedrama ”Dear You” 给阿嬷写的情书 (ggěi āmā xiě de qíngshū).
Filmen fortæller historien om to kvinder, en i Chaoshan-regionen i Guangdong-provinsen, den anden i Thailand, hvis liv flettes tættere sammen gennem den enes mands kærlighedsbreve hjem til hende i Kina. Den har på nuværende tidspunkt tjent, hvad der svarer til over halvanden milliard kroner, og er dermed hurtigt blevet en af de bedst indtjenende film i Kina i år.
Disse astronomiske tal var dog på ingen måde givet på forhånd. Først og fremmest blev filmen til på et noget skrabet budget, og mange af skuespillerne havde aldrig spillet med i en film forinden. F.eks. spiller TikTok-sensationen Aunty Ru, kendt for sine lettere ukonventionelle karaoke covers af berømte udenlandske sange, en mindre rolle i filmen. Det mest bemærkelsesværdige ved ”Dear You” og dens succeshistorie er dog, at den har formået at sælge så mange billetter på trods af, at den næsten udelukkende foregår på en mindre kendt kinesisk dialekt teochew 潮汕话 (chaoshanhua).
Kommentar: Selvom der til dels stadig bliver produceret film på kantonesisk i Hong Kong og film på hokkien i Taiwan og Singapore, er det ikke så ofte, at teochew spiller den lingvistiske hovedrolle i nyudkomne film. En nylig undtagelse til dette er dog den thailandske film med det iøjnefaldende navn ”Min mormors millioner” fra 2024, der også havde en thai-kinesisk familie som omdrejningspunkt for filmen.
Netop Thailand spiller stadig en stor rolle for den teochew-kinesiske identitet og historie i dag. Det estimeres, at omkring 11-14 pct. af Thailands befolkning er etniske kinesere, hvoraf omkring halvdelen af disse er teochew-kinesere. Selvom mange i dag er fuldkommen assimilerede ind i det thailandske samfund og kun ser sig selv som værende thailandske, er den kinesiske indflydelse stadig synlig både inden for det thailandske køkken i retter som stegte purløgsdumplings 无米粿 (wú mǐ guǒ) og helligdage som qingming 清明节-festivalen, der stadig markeres af nogle thailandske familier.
Læs tebladene: I en tid, der på mange måder kendetegnes af et ønske fra det centrale lederskab om at homogenisere kinesisk kultur så meget som muligt, så er det interessant, at et af årets største film foregår på et lokalt sprog, de færreste forstår.
Derudover har nyheden om, at ”Dear You” snart vil kunne ses i udvalgte lande uden for Kina, skabt heftig debat. Mange af de lande, som filmen vises i, som Singapore, Malaysia, USA, Australien, og også netop Thailand, har nemlig det til fælles, at der bor mange mennesker med teochew-kinesiske rødder. Dette er med al sandsynlighed ikke et tilfælde, da forskellige afdelinger af den kinesiske stat med interesse i at bibeholde forbindelser til udlandskinesere har øjnet muligheden for den ”soft power” eller bløde magt, filmen potentielt vil kunne have på disse mennesker med tilknytning til Chaoshan-regionen.
Det bliver derfor spændende at se, både hvorvidt det vil lykkes den kinesiske stat at omsætte filmens popularitet til, at flere udlandskinesere vil føle en dybere tilknytning til deres forfædres hjemland, samt hvad det vil betyde for Kinas fremtid som regional og global kulturel stormagt.
De Korte, Men Vigtige
Så er vi ved vejs ende igen, kære læser. Vi går snart på sommerferie, men regner med at være tilbage i næste uge med en sidste udgave af nyhedsbrevet, inden sommeren for alvor rammer os.