Sinolytica Nyhedsbrevet #9 - Uønskede emoji-får og præsidentielle panderynker 🐑 🤦♀️ 💰
大棋局 - Det store skakspil
Kære læser
Det er udmattende selv for garvede Kina-iagttagere konstant at følge med i situationen i Shanghai, og der er masser af billeder og historier at forholde sig til.
Et spørgsmål, vi hele tiden kaster rundt med, er, hvor repræsentative de voldsomme billeder er for hele situationen i Shanghai. Det er svært, at vurdere den samlede situation på afstand og udfra virale videoer, så send gerne tips, billeder eller råd til, hvordan vi dækker situationen bedst - og tjek WEIBO WATCH, hvor vi har samlet Shanghai-relaterede nyheder denne uge.
Som altid, så bliv ved med at sende ris og ros i vores retning 🌟
Lad os tage en tur igennem ugens nyheder 🏇
WEIBO WATCH / NEVERENDING PANDEMI: Hvornår ender lockdown i Shanghai? Ingen ved det.
Kontekst: Situationen i Shanghai forværres dag for dag, og tusindvis af beskeder, videoer, chat-historier og lydfiler deles på sociale medier i og udenfor Kina. Kampen for at håndhæve den hårde lockdown i byen er også kampen for at opretholde troen på den kinesiske virusmodel eller dynamiske COVID-nultolerance-politik 动态清零.
Kommentar: Platformene WeChat 微信 og Weibo 微博 spiller en central rolle i situationen. Her demonstrerer helt almindelige kinesere deres utilfredshed med myndighederne. Voldsomme billeder fra en episode i Shanghai’s New Pudong Area 张江纳仕国际社区, hvor shanghainesere sætter sig imod politiet, der har fået ordre til at rydde deres boligblokke for at lave midlertidige isolationshospitaler, er blevet delt vidt og bredt på både kinesiske og internationale medier. Sinolytica har set udklip af videoer og billeder figurere i forskellige WeChat-grupper med folk i- og udenfor Shanghai. Nogle iagttagere er sågar begyndt at bruge begrebet virus-maoisme, hvor det er vigtigere at opretholde narrativet om, at Kinas tilgang til pandemien fortsat er overlegen i forhold til andre dele af verden, specielt USA. Hårde nedlukninger, som den vi ser i Shanghai, begynder langsomt at skabe et helt nyt sprog hos de millioner af mennesker der gennemlever dem. Dabai 大白 store hvide er slang for myndighedsmedarbejdere i hvide beskyttelsesdragter, der er blevet en fast del af hverdagen i Shanghai, men også emojis tillægges nye meninger i skriftsproget:
🐑 betyder covid-positiv. Emojis er en integreret del af skriftsproget på kinesiske sociale medier, der tager nye meninger ved sproglige eller homofone sammenfald. Kilde: Sixth Tone
En af grundene til de mange onlinedemonstrationer er, at folk i lockdown har masser af tid til at være på sociale medier. Millioner af kinesere ytrer deres meninger om nedlukningen, og retter direkte kritik af regeringen og lokalmyndighederne. Om natten, når mange content-moderatorer ikke er på arbejde, når de kritiske ytringer deres daglige højdepunkt, og hashtags bliver kapret dagligt for at poste protester mod nedlukningen.
This 'shouting warrior' is praised on WeChat today for shouting out to visiting officials that they can't get food, they can't order food, they don't know what's going on. Literally making his voice heard for the entire community. #Shanghai
En mand i Shanghai råber ud ad vinduet og får de besøgende embedsmænds opmærksomhed. "Kan I høre mig? Vi har noget, vi gerne vil sige herovre! Vi har ikke noget mad, og vi kan ikke få fat på noget mad!"Læs Tebladene: Kina kommer ikke til at gå væk fra den hårde lockdown model. Alligevel har nedlukningen i Shanghai nu taget en helt anden karakter end tidligere nedlukninger, som i Wuhan 武汉, Xi’an 西安, og Changchun 长春. Xi Jinping kommenterede under et besøg til Hainan 海南, at Kina ikke kommer til at gå væk fra nultolerancestrategien og den dynamiske udryddelse af covid og udtalelsen blev senere gentaget af flere prominente kinesiske epidemiologer. Det er en forfærdelig situation, der udspiller sig i byen, uden nogen umiddelbar ende i sigte. Hvis kinesiske myndigheder forkaster den dynamiske covid-politik, vil det samtidigt indirekte så tvivl om den kinesiske tilgang overhovedet har været en succes, eller om man under den nuværende situation skyder gråspurve med kanoner? Uanset hvor lang tid der kommer til at gå før de kinesiske myndigheder ændrer strategi, vil den nuværende lockdown i Shanghai komme til at stå som et markant skifte i den endnu ufærdige historie om Kina og corona.
PEKINGOLOGI: Kinesisk professor fra Qinghua Universitetet 清华大学: “Østen rejser sig, og Vesten er i forfald”... Eller forholder det sig nu virkelig også sådan? 🌏 🇨🇳 📈
Kontekst: To af hjørnestenene i Kinas mediefortælling under præsident Xi Jinping er, at Østen rejser sig, og Vesten er i forfald 东升西降, og at der i vor tid finder dybtgående forandringer sted, der ikke er set i et århundrede 百年变局. Der findes dog kinesiske intellektuelle, der sætter spørgsmålstegn ved partiets opfattelse af verdens tilstand. Det har professor i internationale relationer Sunzhe 孙哲, ved det prestigiøse Qinghua Universitet 清华大学, gjort for nyligt.
Kommentar: Det er ikke nødvendigvis udtryk for en kritik, når Sunzhe går imod det officielle narrativ på denne måde. Der findes prominente kinesiske akademikere, der i kraft af deres status, får lov til at ytre, hvad de kinesiske ledere anser for akademisk konstruktiv kritik. Her kan også nævnes stjerneforskeren Yan Xuetong 阎学通. Men der er en hårfin grænse mellem, hvad falder ind under konstruktiv kritik, og hvad der får forskere i fedtefadet. Sinolytica har tidligere dækket, hvordan akademiske antikrigsrøster flere steder i Kina er blevet censureret. I Sunzhes artikel (på kinesisk) forklarer han at:
Den populære fortælling i Kina om, at "Østen rejser sig, og Vesten er i forfald" i de seneste år er dybest set en fejlagtig antagelse. Udviklingslande har ikke "rejst sig fra mængden", som beskrevet i teorien om den "post-amerikanske verdensorden". Der er heller ikke lande, der har formået at gå ind på sporet af bæredygtig udvikling efter at have vokset i styrke. Tværtimod, er lande som Rusland, Sydafrika og Brasilien faldet i national styrke de seneste år, mens udviklingslandenes vilje til at samarbejde kollektivt er faldet, og deres samlede indflydelse er svækket. Ser man bort fra de oprindelige årsager til den russisk-ukrainske krig, er det endelige resultat af denne krig, med stor sandsynlighed, en "venezualisering" af den russiske økonomi, hvor "the sunk costs" vil blive enorme. Omvendt har de udviklede lande, repræsenteret ved USA, været hurtige til at tilpasse tempoet i deres diplomatiske arbejde til den nye situation, og udvist en større "strategisk sympati og evne til at skabe strategisk resonans" overfor Ukraine. Hvis man trækker en skillelinje mellem pro-russisk og pro-ukrainsk ideologi, har støvet omkring verdens nye strategiske struktur i grove træk lagt sig. Her bliver de politiske og økonomiske pejlemærker og udviklingspotentialet for de forskellige nationale aktører i det "store skakspil" gradvist mere tydelige.
第一,前几年国内流行的“东升西降”的判断基本失效。这主要是说,发展中国家并没有像《后美国世界》里形容的那样“群雄崛起”, 或者说为数不多的几个国家一度崛起后没能走上可持续发展的轨道,相反,像俄罗斯、南非、巴西这些国家近年来国力下降,发展中国家集体合作的意愿下降、整体影响力在不断减弱。姑且不谈俄乌战争的原始起因,这场战争的最终结果从大概率来看是俄罗斯经济的“委内瑞拉化”“沉没成本”巨大。反观以美国为代表的发达国家,外交节奏调整极快,展现出对乌克兰巨大的“战略同情、战略共鸣能力”。以挺俄还是挺乌意识形态划线,世界新的战略格局大致“尘埃已定”,不同国家集团在“大棋局”中的政经坐标和发展潜力也逐渐清晰。
På trods af Sunzhes analyse, så ser det alligevel ud til at Xi fortsætter det strategiske partnerskab med Rusland. Kinas udenrigsminister Wang Yi 王毅 sagde for et par uger siden, at Kina er interesseret i at tage partnerskabet til et “højere niveau.” Hvad der helt præcist ligger i denne udtalelse er fortsat uklart, men tonen ved mødet stod i stærk kontrast til EU-Kina topmødet 1. april, der efter to uger ikke ser ud til at have kastet særligt meget af sig.
Læs Tebladene: Xi Jinping har brug for at vise et stærkt Kina, og hans egne vindersager frem op mod den 20. Partikongres til efteråret. Xi kan ikke bare valse ind og tage en tredje valgperiode som leder af partiet, og der er flere tegn på, at der er murren i hjørnerne af partiet omkring spørgsmålene om Ukraine og coronavirussen. Xi har stadig nogle måneder at løbe på og derfor kommer vi ikke til at se ændringer i Kinas covidpolitik eller forholdet til Rusland, fordi den er en så integreret del af Xi’s anden regeringsperiode som generalsekretær for partiet.
Kina promoverer den alternative russiske virkelighed rundt om i verden
Kontekst: Kinesiske statsmedier og diplomater taler i højere og højere grad den russiske propaganda efter munden og forsøger at undergrave diplomatiske tiltag fra USA og EU. Her læner man sig op af den russiske version af sandheden, selv omkring massakren i den ukrainske by Bucha.
Kommentar: Som vi har beskrevet mange gange, har Kina siden den russiske invasion af Ukraine forsøgt at forholde sig neutralt. Neutraliteten er dog ikke mere neutral end, at man kan se en klar moralsk støtte til Rusland i statsmedier og blandt de kinesiske diplomater på Twitter. Her forsøger man aktivt at forvrænge virkeligheden og stiller spørgsmålstegn ved, hvad der bliver rapporteret fra Ukraine, bl.a. med drabene på civile i Bucha.
Læs tebladene: Så længe Beijing officielt siger en ting, mens statsmedierne siger noget helt andet, er der ikke meget tvivl om, hvor Xi Jinpings støtte egentlig ligger. Han skal bruge Putin fremadrettet for at skabe en verdensorden, hvor USA ikke er den eneste supermagt. Spørgsmålet er dog, hvor længe man kan slippe afsted med det. Det må forventes, at der må være en grænse for, hvor langt Rusland kan gå i krigen, før Kina officielt bliver nødt til at tage afstand.
SINOLYTICA BIZ- Kinesiske virksomheder køber strategiske øer: Pengemaskine eller facade?
Kontekst: Xu Changyu, en kinesisk forretningsmand, har de sidste 3 år forsøgt at købe øer i det sydlige Stillehav. Xu oprettede China SAM, en våbenproducent med forbindelser til det kinesiske forsvarsministerium. China SAM har ambitioner om at udvikle flåde- og infrastrukturprojekter for den kinesiske hær på lejet land på Salomonøerne med en tidshorisont på 75 år.
Kommentar: Brevet med det kinesiske forslag blev sendt til en premierminister for en provins på Salomonøerne og blev lækket på sociale medier sidste juli. Det tvang den lokale regeringschef til at benægte, at man havde indgået en aftale med kineserne. Aftalen var dog kun en lille del af noget meget større. I april måned blev en ny aftale lækket mellem Kina og Honiara, hovedøen på Salomonøerne, der vil tillade, at den kinesiske flåde må besøge havne på Salomonøerne af logistiske grunde, genopfyldning og for at udskifte personale.
Læs tebladene: Selvom krigen i Ukraine lige nu tager meget fokus, så skal man ikke glemme, at Stillehavet stadigvæk har stor strategisk betydning for USA. Den amerikanske Indo-Pacific-strategi og forsvarsalliancen presser Kina i regionen, så det er ikke overraskende, at vi ser denne slags tiltag. Samtidig sætter det også fokus på det tætte samarbejde, som der er mellem private virksomheder og partiets ambitioner. Det er ikke altid, man kan adskille forretning og sikkerhedspolitik.
Fælles velstand? Ikke når Xi er presset
Kontekst: Kommunistpartiets store planer om at omfordele velstanden i det kinesiske samfund og skabe “fælles velstand” 共同富裕 bliver nu sat i bero. Det vigtigste nu er at holde gang i økonomien.
Kommentar: Sidste år annoncerede Xi, at partiet vil gøre mere for at bekæmpe den stigende ulighed i det kinesiske samfund. Deng Xiaoping 邓小平 lod “nogle folk blive rige først” 让一部分人先富起来, men nu skal både kagen og dens stykker gøres større for alle. Der skal skabes såkaldt “fælles velstand.” Det holdt indtil Kinas økonomi blev presset af krigen i Ukraine og den hårde corona nedlukningsstrategi. Prioriteten bliver nu at holde den økonomiske udvikling på ret køl, hvilket sker med en gammel, velkendt traver: Infrastrukturprojekter!
Læs tebladene: Selvom skodderne altid er helt tætte i partiets hovedkvarter i Zhongnanhai 中南海 i Beijing, kan der ikke være meget tvivl om, at Xi Jinping har fået ekstra panderynker i år. Som bekendt er 2022 et ekstremt vigtigt politisk år i Kina og for Xi. Den 20. partikongress løber af stablen i slutningen af året, og her skal Xi levere resultater. En af de vigtigste kilder til partiets legitimitet som regerende magt i Kina er netop den økonomiske udvikling. Derfor er det desværre heller ikke den store overraskelse, at velmenende og populistiske projekter som “fælles velstand” må træde i baggrunden, når økonomien er presset.
SINOLYTICA TECH - Alibabas kunstige intelligens skal effektivisere Kinas forbrændingsanlæg 🔋💡
Kontekst: Alibaba Clouds 阿里云 kunstige intelligens skal installeres i yderligere 300 kinesiske forbrændingsanlæg inden udgangen af 2022.
Kommentar: Algoritmen i Alibabas 阿里巴巴集团 kunstige intelligens findes allerede i 100 kinesiske anlæg, men skal nu rulles yderligere ud. Kina er det land i verden med størst kapacitet inden for forbrændingsanlæg, og den vokser årligt med 29%. Når Alibabas kunstige intelligens bliver installeret vil det betyde, at Kina kan generere yderligere 360 mio. kilowatt-timer.
Læs tebladene: Det er velkendt, at Kina har et hungrende behov for energi, som til tider kan være svært at få stillet. Samtidig producerer det moderne kinesiske samfund også mere skrald. Brugen af teknologi er derfor utrolig vigtigt for, at Kina kan effektivisere sin energiproduktion, grønne omstilling og samtidig holde den økonomiske udvikling kørende. Samtidig er kørende en af de førende nationer på verdensplan, når det gælder kunstig intelligens. Det er næppe sidste tilfælde, hvor vi ser brugen af algoritmer til at optimere i det kinesiske samfund.
Vil du have mere Sinolytica? Så følg Casper og Mads på Twitter hvor vi løbende lægger nyheder op.
Til næste gang: Har vi glemt noget? Eller har du feedback? Så skriv til os på sinolytica@gmail.com, og send os gerne tip om historier, vi skal have med i det næste nyhedsbrev.
Sinolytica er lavet og drevet af: Mads Vesterager Nielsen og Casper Wichmann.
Hej
Næste udgave - hvad sker der med mr Ma? Alibaba, Jack Ma, er han væk, hvorfor….??