Kære læser
Så er vi tilbage igen med postsækken fuld af denne uges Kina-nyt. På vores hjemmeside kan du nu også blive lidt klogere på forholdet mellem Kina og Vietnam i dette Sinolytica Perspektiv skrevet af Flemming Ytzen.
Vi har samlet en god bred palet af vigtig information og nyheder om Kina til dig.
Nyhedsbrevet byder denne gang på følgende:
Pekingologi:
EU-Kina-Monitor:
Sociale Medier-Monitor:
Intelligentsia-Monitor:
Hvad tænker Kinas Europa-analytikere egentlig om EU
Samfund & Kultur:
Nye reguleringer og politiske tiltag
Life-Sciences - Kina lancerer ny femårsplan for medicinalindustrien
Klima/industri - Kina fastsætter for første gang CO2-kvoter for stål, cement og aluminium
Standarder – Kina udsender næsten 300 nye nationale standarder
Lad os få foldet tebladene ud!
PEKINGOLOGI - Hvad frygter den kinesiske stat mest, når det kommer til A.I.?
Kontekst: Kinas minister for statssikkerhed, Chen Yixin, har i en artikel med titlen Opbyg et omhyggeligt sikkerhedsværn omkring kunstig intelligens og frem en sund og ordnet udvikling af A.I. 全面筑牢人工智能安全屏障 推动人工智能健康有序发展 beskrevet, hvilke risici den kinesiske regering frygter, når det gælder kunstig intelligens. Chens artikel er meget sigende for, hvad man fra partiets og statens side har mest fokus på i forhold til risici inden for kunstig intelligens: trusslen mod Kinas politiske og ideologiske sikkerhed.
Kommentar: Kunstig intelligens løb med mange af overskrifterne søndag 13/9, efter at Anthropics direktør, Dario Amodei, i et essay opfordrede til en fælles opbremsning i udviklingen af A.I. Han er især bekymret for, at udviklingen nu sker så hurtigt, fordi teknologien opnår en stadig større evne til at forbedre sig selv, hvilket kaldes rekursiv selvforbedring (på engelsk Recursive self-improvement). Det kan få den konsekvens, at menneskene bag risikerer ikke at kunne følge med. Udviklingen skal dog kun sænkes, så længe USA kan bevare forspringet på kunstig intelligens i forhold til Kina. Derfor skal USA blandt andet fortsætte eksportkontrollen med salget af amerikanske chips til Kina. Amodei uddyber:
“If we execute these measures well, I believe they would slow China’s progress enough to widen America’s lead significantly over the next 3–5 years — the window when AI becomes geopolitically most important.”
Kineserne kaldte det for en skræmmekampagne, og det understøtter kun opfattelsen af, at amerikanerne vil bremse Kinas teknologiske opstigning.
Modsat opremser Chen Yixin seks kinesiske risikoområder inden for kunstig intelligens i sin artikel:
1. 系统性影响政治安全环境 Systemisk påvirkning af det politiske sikkerhedsmiljø
2. 颠覆性升级网络攻防态势 Fundamental optrapning af cyberangreb og cyberforsvar
3. 规模性放大窃密泄密风险 Omfattende forstærkning af risikoen for spionage og læk af hemmelige oplysninger
4. 垄断性加剧科技发展失衡 Monopolisering forværrer ubalancen i den teknologiske udvikling
5. 结构性冲击社会治理体系 Strukturelt pres på systemet for samfundsstyring
6. 根本性变革军事斗争形态 Grundlæggende forandring af den militære krigsførelse
Chens hovedfokus (og dermed partiets, skal man ikke tage fejl af) nævner han under det første risikoområde:
“一是系统性影响政治安全环境”
“For det første har kunstig intelligens en systemisk indvirkning på det politiske sikkerhedsmiljø”
Nøgleordet her er det kinesiske 系统性 (xìtǒngxìng) systemisk. Chen beskriver altså ikke blot kunstig intelligens som en afgrænset teknologisk sikkerhedsrisiko, men som noget, der potentielt kan påvirke det politiske system mere grundlæggende. Det understreger han umiddelbart efter, hvor han skriver, at A.I. kan udgøre en direkte trussel mod Kinas politiske sikkerhed 政治安全, institutionelle sikkerhed 制度安全 og ideologiske sikkerhed 意识形态安全.
Det faktum, at kunstig intelligens potentielt kan true hele partiets greb om magten i Kina, står centralt i Chen Yixins artikel. Derfor er det heller ikke overraskende, at vi som det første af ministerens syv tiltag til at imødegå disse trusler finder følgende:
“坚持党管互联网、党管数据,把人工智能治理纳入网络强国、数字中国建设整体布局,强化顶层设计,完善治理框架,坚持正确导向……”
“Vi skal fastholde partiets styring af internettet og partiets styring af data, indarbejde forvaltningen af kunstig intelligens i den samlede plan for opbygningen af en stærk internetnation og et digitalt Kina, styrke den overordnede (top-down) udformning, forbedre forvaltningsrammen og fastholde den korrekte kurs……”
I Xi-æraen er det ikke overraskende, at partiet også på dette område skal tage teten og styre udviklingen af kunstig intelligens.
Læs tebladene: Dario Amodeis essay og Chen Yixins artikel repræsenterer forskellige syn på risici ved udviklingen af kunstig intelligens, og hvordan disse bedst håndteres. Der er ingen tvivl om, at det er et emne, som også vil være på dagsordenen, når Donald Trump og Xi Jinping efter planen skal mødes i USA i næste uge, som det også har været ved tidligere højniveaumøder. Kina og USA er de førende nationer på området, men stormagtsrivaliseringen mellem dem præger også kapløbet trods de sikkerhedsmæssige risici. For Danmark og Europa er det vigtigt, at vi følger udviklingen og synspunkterne tæt og forsøger at sætte vores præg debatten, hvor vi kan.
EU-KINA-MONITOR - Ursula von der Leyens State of the European Union-tale
Kontekst: EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen holdt sin ‘State of the European Union’-tale onsdag d. 16. september. Kina var ikke overraskende blandt emnerne. Her er Sinolyticas perspektiver på talen:
Der var ikke meget spil for galleriet, hvilket var et klogt træk. Xi imponeres generelt ikke af ‘grandstanding’, og man leverede ikke en hidsig retorik, Kina kan svare igen på.
I stedet blev der nøgternt sagt, at det voldsomme handelsunderskud på 1 mia. euro om dagen på ingen måde er holdbart. Der skal resultater på bordet og ikke så meget snak. Det er kineserne udmærket klar over, at EU ikke kan leve med, men Beijing har indtil videre nølet med for alvor at komme europæernes bekymringer i møde. Det er ikke uden grund, at man taler om ‘løfteudmattelse’, når det gælder Kinas retorik.
Det var også et smart træk at sige, at EU er klar til at beskytte sine interesser om nødvendigt, men uden at blive konkret. I Kina er man helt bevidst om, at højere EU-told på kinesiske produkter ligger som en usagt trussel. Netop ved at lade konkrete toldsatser blive i skuffen har Kina heller ikke lige så stort behov for med det samme at gå ud og svare igen.
Man skal bestemt heller ikke tage fejl af, at Kina har en handlingsplan klar i skuffen for, hvordan man skal agere i en eventuel handelskrig med EU. Europa kan med fordel lære af, hvordan Kina har tilpasset sig handelskrigen med amerikanerne helt tilbage fra Trumps første periode.
Et andet klogt træk var at nævne, at Kinas økonomi også befinder sig i en vanskelig situation. Kina vil få mere ud af at forhandle med EU end af en handelskrig. Det implicitte budskab er, at kineserne vil få langt mere ud af at komme EU i møde end af at stille sig på bagbenene. Hvorvidt kineserne så rent faktisk er villige til at gøre dette og rent faktisk vil levere de konkrete resultater, som Von der Leyen efterlyser, bør man dog være skeptisk overfor.
Men man er i hvert fald klar til at få kineserne til forhandlingsbordet inden deadline i oktober. Det bliver ikke nemt, men ingen af parterne er tjent med en decideret handelskrig, der bryder ud i lys lue.
Slutteligt er det klogt med en samlet strategi for at mindske afhængighed og sikre større europæisk selvforsyning (noget som Xi har haft fokus på for Kina, siden han kom til magten i 2012). Der er dog meget lang vej, før vi i Europa slipper fuldkommen fri af kinesernes forsyningskæder. Dog er budskabet om handelsaftaler og alliancer med ligesindede et godt og klart signal at sende til både Beijing og Washington.
☕Kaffepause - Chiang Kai-shek viser respekt for forfædrene en sidste gang i 1949 inden flugten til Taiwan ☕
SOCIALE MEDIER-MONITOR: Konkurrencen om den mest ubrugelige evne
Kontekst: Unge kinesere deler videoer på 小红书 (Xiaohongshu), der på engelsk er kendt som Rednote, med hashtagget #最废技能大赛 (zuì fèi jìnéng dàsài), “konkurrencen om den mest ubrugelige evne”. Her fremvises evner uden praktisk værdi som eksempelvis at hikke, mens man synger, at flette fingrene sammen på en besynderlig måde, lave mærkelige lyde og meget mere. Trenden har udviklet sig til offline konkurrencer, der er blevet afholdt rundt omkring i Kina eksempelvis i byen Hangzhou.

Kommentar: Fænomenet handler om at gøre det ubrugelige til en sport, hvor et tilsyneladende totalt unyttigt medfødt talent ophøjes til noget agtværdigt. Det interessante er, at de kinesiske netbrugere bygger et helt konkurrenceapparat op omkring det. Det er både online med hashtags og fysisk med en decideret scene med deltagelse af dommere og publikum. For brugerne bliver det en slags kollektiv fejring af ligegyldige evner, som bliver en in-joke for dem. På en måde får det karakter af en omvendt talentkonkurrence. Modsat almindelige talentshows, der handler om at belønne evner, der kan omsættes til noget af højere værdi eller produktivitet, handler det her om at være bedst til noget, der netop ikke kan omsættes til noget som helst praktisk anvendeligt.
Læs tebladene: Trenden kan læses som et svar på tomgangskonkurrencen 内卷 (neijuan), på engelsk involution, som beskriver en meningsløs og intens konkurrencekultur, hvor alle konstant er fokuseret på at være den mest produktive og nyttige. En form for hamsterhjul, hvor man skal løbe hurtigere og hurtigere. Som svar på neijuan opstod udtrykket at ligge fladt 躺平 (tangping), hvor de unge ikke ønsker at tage del i konkurrencekulturen. I den sammenhæng er “konkurrencen om den mest ubrugelige evne” også et andet perspektiv på disse begreber. Trenden er en slags leg, der fungerer som en form for genforhandling af præstationskulturen og som en ironisk genindtræden i selve konkurrenceformatet.
Hvad fortæller det om den kinesiske ungdom? Konkurrencen om at have de mest ubrugelige evner vidner om en ungdom, der søger et frirum fra kravet om at være nyttig, produktiv og konkurrencedygtig. For hvad vil det egentlig sige at være “nyttig” for en generation, der er vokset op med materiel overflod, og samtidig også er med i en konkurrence, der aldrig synes at slutte. I modsætning til deres forældre, der anså det at være nyttig som en overlevelsesstrategi i en tid med knappe ressourcer, repræsenterer nyttigheden i dag i højere grad den enkeltes præstation i uddannelse og karriere. Man skal ikke længere bare være nyttig for at overleve, man skal være nyttig for at vise sit værd. Det er måske derfor, det unyttige bliver så tiltrækkende, fordi man dér kan eksistere uden at skulle bevise sit værd. Set i et sådant perspektiv er “konkurrencen om den mest ubrugelige evne” ikke et isoleret hashtag-fænomen, men blot ét udtryk blandt mange for en bredere tendens i kinesisk ungdomskultur: En søgen efter andet end kun konkurrence og nyttighed.
INTELLIGENTSIA-MONITOR: Hvad tænker Kinas Europa-analytikere egentlig om EU?
Kontekst: Vægtige kinesiske forskerstemmer er langtfra enige om, hvor de ser Europa bevæge sig hen. Bag den officielle linje omkring Europa som en tredje pol 第三极, gemmer sig en langt mere interessant diskussion om forholdet mellem EU-USA, EU’s styrke, højredrejning og risikoen for en konfrontation med Kina.
Kommentar: Der er flere skoler i Kina, der har fokus på Europa. Yan Shaohua 严少花 fra Fudan Universitet 复旦大学 er en af de primære stemmer, når det gælder synet på EU som en regulær tredje pol eller tredjepart i konkurrencen mellem USA og Kina. Her er håbet ikke et egentligt pro-kinesisk EU, men snarere et Europa med større strategisk autonomi, der ikke nødvendigvis følger Washington. En undersøgelse fra 2025 fandt tilsvarende, at kinesiske forskere generelt ser på et mere strategisk autonomt Europa med “forsigtig optimisme”. Et Europa, der står mere uafhængigt af USA, kan skabe større strategisk råderum for Kina, men vil ikke nødvendigvis føre en mere Kina-venlig politik. Der findes dog også meget mere pessimistiske læsninger derude. Sun Chenghao 孙成昊 fra Tsinghua Universitet 清华大学 mener, at Europa er ved at amerikanisere sin Kina-politik. Efter møder med forskere i Stockholm og Bruxelles tidligere i år skrev Sun, at Europas diskussioner om Kina-chok, økonomisk sikkerhed, industriel modstandsdygtighed m.m. havde en slående lighed 惊人相似 med den amerikanske debat for ti år siden. Europa har endnu ikke, som USA, fuldt ud valgt den strategiske konkurrence med Kina, vurderer Sun, men forholdet kan være på vej i den retning og mod det, han kalder for et kritisk vendepunkt 临界点 i EU’s forhold til Kina.
En tredje læsning (der bl.a. omfatter Li Bingxuan 李炳萱 og Jian Junbo fra Fudan) er, at Europa er blevet svagere, men ikke irrelevant. Her nævnes en svag fransk-tysk ledelse, amerikansk sikkerhedsafhængighed og europæisk fragmentering som de primære argumenter, selvom forskerne ikke ser en svækkelse af EU som ensbetydende med faldende strategisk betydning. Tværtimod lægger de vægt på, at Kina i højere grad må navigere mellem forskellige europæiske interesser og føre en fleksibel politik over for EU og de enkelte medlemsstater (eksemplificeret med både bilaterale fabriksaftaler og Wang Yis besøg i Norden). Samtidig begynder højredrejningen i Europa også at fylde mere i analyserne hos kinesiske forskere. En analyse fra Kinas Akademi for Sociale Videnskabers Europæiske Forskningscenter 中国社会科学院欧洲研究所 ser økonomisk utilfredshed, migration, protestbevægelser, social fragmentering, som de bærende drivkræfter bag den udvikling, mens forskere på Fudan diskuterer en såkaldt højrefløjsresonans 右翼共振 med ligesindede i USA.
Læs tebladene: Der rejses en række interessante spørgsmål i den kinesiske debat om, hvordan Europas politiske udvikling vil påvirke forholdet til Kina. Vil en stærkere europæisk højrefløj føre til en mere konfrontatorisk økonomisk linje over for Beijing, samtidig med at de ideologiske spændinger nedtones? Vil voksende modstand mod Bruxelles give Kina større manøvrerum i Europa, eller vil resultatet snarere blive en mere nationalistisk og transaktionel europæisk Kina-politik? Man følger nøje med i Beijing, ikke mindst fordi EU’s Kina-strategi i disse år er under omkalibrering. I sin State of the European Union-tale italesatte Von der Leyen, som nævnt, det enorme handelsunderskud med Kina som uholdbart. I oktober skal EU-kommissæren for handel og økonomisk sikkerhed, Maroš Šefčovič, igen mødes med sin kinesiske modpart, hvilket vil give en yderligere indikation af, hvor høj risikoen er for en handelskrig mellem EU og Kina.
SAMFUND & KULTUR – Retten til eget ansigt er nu også til salg for kinesiske mikrodrama-skuespillere
Kontekst: Den stigende tilstrømning af indhold skabt af kunstig intelligens på kinesiske mikrodramaplatforme tvinger skuespillere til at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt de er villige til at sælge rettighederne til deres egne ansigter for at overleve i industrien.
Kommentar: A.I.-genereret indhold er ikke noget nyt i den kinesiske underholdningsindustri. Et af de mest markante eksempler på dette boom er Hongguo 红果, en platform dedikeret til de såkaldte mikrodramaer 短剧 (duǎnjù) – episoder af kun et minuts varighed pakket med så intense følelsesmæssige bølgegange, at seeren føler sig nødsaget til at bruge penge på at finde ud af, hvordan det hele ender. Platformen, der hører under ByteDance, TikToks moderselskab, er siden opstarten i 2023 kun vokset i popularitet, og i juli måned kunne den bryste sig af at have 168 millioner aktive brugere om dagen – en fordobling i forhold til året forinden.
Nøglen til succes i mikrodramaindustrien består hovedsageligt af to faktorer – lave omkostninger og høj fart. Netop her har A.I.-genereret indhold vist sig at være specielt effektivt, da et standard A.I.-genereret mikrodrama på 60 episoder kan produceres til en tredjedel af prisen sammenlignet med menneskelige skuespillere. De enorme investeringer i A.I.-genereret indhold har betydet, at mange kinesiske skuespillere, der tidligere tjente de fleste af deres penge på at medvirke i mikrodramaer, nu bliver nødt til at forholde sig til, om det kan betale sig for dem at sælge licenser til at bruge deres ansigt i A.I.-genereret indhold – den selvsamme slags indhold, der først førte til manglen på indtægter.
Læs tebladene: I en verden hvor det at eje og ikke blot leje et produkt bliver sjældnere og sjældnere, er nu selve det at eje sit eget legeme og ansigt ved at blive sat under pres. Mens nogle bukker under for presset, vælger andre helt at melde sig ud af rotteræset. Tidligere i år skabte den kinesiske skuespiller Zhang Xiaolei 張小磊 overskrifter, efter han blev nødsaget til at vende tilbage til sin landsby i Qinghai-provinsen og arbejde som bonde.
I en video på sin Xiaohongshu-profil, hvor han er ved at plante ‘hongguo’, der foruden at være navnet på ovennævnte mikrodrama-platform også er en kinesisk havtorn, udtalte Zhang lettere sarkastisk og fortørnet:
“Kan man sige, at det er grunden til, at jeg nu driver landbrug?”
可以说是它导致我现在在种地吗?
På trods af Hongguos enorme investeringer i indhold skabt med kunstig intelligens og de økonomiske fordele ved det kunne noget dog tyde på, at platformen atter er ved at satse flere penge på menneskeskabt indhold.
🍵 Tepause – Månekager med et twist af stinky tofu i Shanghai 🍵
Den klassiske månekage, der spises hvert år til den kinesiske månefestival, eller Mid-Autumn Festival 中秋节 (zhōngqiūjié), har i år fået et twist: En ny variant med svinekød, der både smager og lugter som den populære, men lettere ildelugtende spise stinky tofu 臭豆腐 (chòu dòufu). Den nye variant har skabt lange køer i butikken Taikang Food på Nanjing Lu i Shanghai.
Månefestivalen falder i år den 25. september, hvor det er sædvane at fejre høsten og familiesamvær ved at spise ovennævnte månekager og fortælle historier om månegudinden Chang’e 嫦娥, der også medvirkede i sidste uges nyhedsbrev i form af at dele navn med Kinas måneprogam.
Glædelig månefestival! 中秋节快乐!
Nye reguleringer og politiske tiltag
Life science - Kina lancerer ny femårsplan for medicinalindustrien
Ti kinesiske myndigheder har sammen offentliggjort Planen for udvikling af medicinalindustrien under den 15. femårsplan 医药工业发展“十五五”规划 frem mod 2030. Den skal styrke kinesisk industri inden for bl.a. innovative lægemidler, medicinsk udstyr, præcisionsmedicin og digitalisering samt opsætte konkrete mål for sektorens vækst og innovationskraft. Her hedder det bl.a., at omsætningen af innovative lægemidler skal vokse med gennemsnitligt 20 pct. årligt, mens Kina sigter mod at stå for 25 pct. af verdens nye first-in-class-lægemidler 首创新药 . Kunstig intelligens fremhæves desuden som et vigtigt redskab til forskning, udvikling og produktion.
Dansk relevans: Planen illustrerer både muligheder og den voksende konkurrence for danske life science-virksomheder i Kina. Beijing vil fortsat have fokus på at tiltrække internationale samarbejder og investeringer, men satser samtidigt benhårdt på at opbygge og styrke kinesiske virksomheder inden for områder, hvor danske virksomheder står stærkt. Det gælder innovative lægemidler, medtech og digital sundhed.
Klima/industri - Kina fastsætter for første gang CO2-kvoter for stål, cement og aluminium
Det kinesiske miljøministerium 生态环境部 (MEE) har offentliggjort regler for et nationalt CO2-kvotesystem, der skal gælde fra i år. Det er første gang, at stål-, cement- og aluminiumindustrien får tildelt kvoter under det nationale emissionshandelssystem, som tidligere primært har omfattet elsektoren. Dermed begynder Kina i praksis at sætte en CO2-omkostning på produktionen i nogle af landets mest energi- og udledningsstunge industrier.
Dansk relevans: Det er relevant for danske virksomheder med kinesiske leverandørkæder inden for bl.a. stål, aluminium, byggematerialer og industrikomponenter. Samtidig er udviklingen interessant i forhold til EU’s CBAM, hvor CO2-aftrykket fra kinesisk produktion får stadig større økonomisk betydning ved import til Europa. Tiltaget kan også skabe efterspørgsel efter energieffektivisering, elektrificering, måling og carbon-management-løsninger.
Andre relevante tiltag
Standarder – Kina udsender næsten 300 nye nationale standarder
Kinas Statslige Administration for Markedsregulering 国家市场监督管理总局 (Guójiā Shìchǎng Jiāndū Guǎnlǐ Zǒngjú) (SAMR) offentliggjorde 10. september 298 nye nationale standarder, hvoraf 27 er obligatoriske. Det interessante er områderne: 47 vedrører kunstig intelligens, intelligent tale og smart services med anvendelser inden for el, havne, olie og boliger, mens 26 vedrører halvledere og integrerede kredsløb. Der kommer desuden standarder inden for bl.a. data, software, solcelleglas og avancerede materialer.
Kinas informations- og IT-ministerium 工业和信息化部 (MIIT) har lanceret en ny handlingsplan, der har til formål at accelerere integrationen af kunstig intelligens i softwareindustrien. Planen lægger op til integreret brug af A.I. gennem hele softwareudviklingsprocessen og skal samtidig fremme udviklingen af industrisoftware og intelligente softwareprodukter baseret på kunstig intelligens. Lokale myndigheder opfordres til at støtte virksomheders anvendelse af kunstig intelligens gennem såkaldte computing vouchers 算力券 samt støtteordninger. Tiltaget er relevant for både danske virksomheder, der arbejder med software, og industrivirksomheder, der opererer i. Det er et udtryk for ambitionen om at opbygge et stærkere hjemligt økosystem i Kina på området.
De korte, men vigtige
Kina strammer udrejserestriktionerne, mens teknologikapløbet med USA intensiveres.
Kinas udbringningsbude har en svær vej mod pension foran sig
Kina er i gang med at bygge en global infrastruktur for sine kulturindustrier
Vi er kommet igennem de teblade, der skulle læses i denne uge, men er som altid meget snart tilbage for at holde dig opdateret på Kina! I næste uge har vi øjnene stift rettet mod Xi Jinpings længe ventede besøg i Washington D.C. den 24. september.






