Sinolytica Nyhedsbrevet #10 - Fortvivlede teknokrater og kampen om metaverset 👷 🌈 👾
三重压力 - Det Tredobbelte Pres
Kære læser,
Så er vi nået til det 10. nyhedsbrev fra Sinolytica, og tak fordi du fortsat læser med! Vi er enormt glade for den støtte alle jer læsere viser projektet, så vi fortsætter ufortrødent med at sende nyheder om Kina på dansk.
Den hårde nedlukning fortsætter i Shanghai, og ser ud til måske at brede sig til andre dele af Kina, heriblandt Beijing. Derudover begynder kampen om det kinesiske metavers for alvor! 👾
Lad os så se at komme i gang med nyhederne. 🚴
WEIBO WATCH / NEVERENDING PANDEMI: Stemmerne fra April har taget det kinesisk internet med storm, og nervøsiteten for et hårdt lockdown i Beijing breder sig
Kontekst: Videoen Aprils Stemmer 四月之声 (kinesisk med engelske undertekster) blev delt vidt og bredt på kinesiske sociale medier, før den blev censureret bort. Nye smittetilfælde i andre storbyer - heriblandt 22 i Beijing - giver nu anledning til hamstring af madvarer og nervøsitet for at myndighederne skal indføre en langtidsnedlukning, som i Shanghai.
Kommentar: Det er svært for mange shanghainesere at få afløb for de frustrationer, der har fulgt nedlukningen, der nu har stået på i omkring en måned (siden 28. marts). Aprils Stemmer gav en mulighed for helt almindelige mennesker til at få afløb for deres følelser og frustrationer.
This image below shows a fraction of wechat vlogs that have reposted this video of Shanghai lockdown in defiance of censorshipApril is the cruelest month. 四月之声: voices of frustrations, outcries, lies, moments of truth, and love, and despair. Crying as I’m watching this. To download: https://t.co/I5pmyL9ZVU To watch: https://t.co/YalfvPMYuB https://t.co/ooS69x3ipLTing @tingguowritesAprils Stemmer blev bortcensureret, og derefter dukkede den op i mange forskellige, nye former på diverse kinesiske internetplatforme.
Nedlukningen har konsekvenser for hele det kinesiske samfund, og der er i den sidste tid blevet sat fokus på migrantarbejderne i Shanghai, der er ekstremt pressede under nedlukningen. Mange mennesker, der før har været en del af arbejdstyrken på fabrikker og i gig-økonomien, skifter nu til COVID-præventionsarbejde under vanskelige arbejdsvilkår.
Frustrationerne i Shanghai er langt hen ad vejen blevet mødt med billeder som ovenstående, der støtter og opfordrer befolkningen til at “holde ud 坚持.”Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt den kinesiske regering måske kunne være på vej væk fra nultolerancestrategien, så satte Ma Xiaowei 马晓伟, leder af Kinas nationale sundhedskommission, to fede streger under retningen med udtalelsen (på kinesisk):
Vi skal modsætte os den forkerte tankegang om 'sameksistens' med virussen.
要旗帜鲜明反对当前一些所谓的“病毒共存”等错误思想
Samtidigt begynder borgerne i Beijing 北京 at forberede sig på en mulig nedlukning, hvilket har skabt køer ved supermarkeder, og ført til at varer er blevet revet væk fra hylderne flere steder i byen. Sinolytica har været i kontakt med beboere i den kinesiske hovedstad, der hamstrer vand og mad, mens de forbereder sig på, at situationen kan udvikle sig pludseligt. Under 1. maj-ferien er barer og restauranter i hovedstanden lukket for ikke at bidrage til smittespredning af Omikronvarianten. Selvom der lige nu primært er mediefokus på storbyerne Shanghai og Beijing, er flere provinser i det østlige og nordøstlige Kina også ramt af nedlukninger.
Udover Shanghai, så er provinserne Jiangsu 江苏 og Jilin 吉林 også i COVID-farezonen. Desuden udvikler situationen sig i provinserne Hebei 河北, Jiangxi 江西 og Heilongjiang 黑龙江. Kilde: MERICS MERCATOR.
Læs tebladene: Mens nedlukningen ser ud til at fortsætte i Shanghai, er spørgsmålet, om Beijing også ender med at komme under en hård nedlukning, som den vi har set i Shanghai. I løbet af ugen har der været meldinger om massetests i bl.a. distrikterne Haidian 海淀区 og Chaoyang 朝阳区 for at bremse en eventuel spredning af Omikronvarianten. Blandt iagtagere, er der tvivl om, hvad nedlukningen af to af Kinas vigtigste byer vil betyde, både politisk og økonomisk for Xi-administrationen.
PEKINGOLOGI: Er de kinesiske ledere fanget i deres egen fortælling?
Kontekst: En af årsagerne til, at man ikke har forkastet nultolerancepolitikken i Kina, er, at det er et bærende narrativ under den kinesiske præsident Xi Jinping. Siden pandemiens begyndelse har Kinas ledere holdt fast i, at Kinas tilgang er overlegen i forhold til andre dele af verden. Denne historie ønsker det kinesiske lederskab at fortsætte.
Kommentar: Joerg Wuttke, formand for det Europæiske Handelskammer i Kina, udtalte, at nultolerancepolitiken er den højeste key performance indicator (KPI) for lokale embedsmænd på nuværende tidspunkt. Og som Logan Wright skrev i The Wire China, er det således, at når det teknokratiske Kina går op mod det politiske Kina - ender det altid med at det politiske Kina vinder. Sådan ser det også ud i denne sag. Også selvom det har enorme konsekvenser for almindelige menneskers liv og den kinesiske økonomi. Vi befinder os som bekendt i et vigtigt politisk år for det kinesiske kommunistparti, og i en leder i folkets dagblad i denne uge begynder kinesiske medier så småt at tage fat på udvælgelserne til den 20. Partikongres (artikel på kinesisk). I løbet af ugen var der også spekulationer om, hvorvidt Shanghais partisekretær Li Qiang 李强 ville blive smidt på porten og tage skraldet for den kaotiske nedlukning i Shanghai. Indtil videre er det blevet ved rygterne.
Læs tebladene: Fortællingen om nultolerancepolitikken er nu så stærk, at den er blevet en integreret del af et bredere narrativ om Kinas magt og formåen på verdensscenen. Kinas officielle COVID-dødstal er på 4.655 mennesker, og selvom disse tal skal tages med en håndfuld salt, så er det et af hovedargumenterne for, hvorfor Kinas COVID-politik fortsætter. Kinas Kommunistiske Parti mener, at det viser, at Kina har håndteret krisen bedre end USA, og det anvendes gang på gang som ræsonement for, hvorfor man skal fortsætte den hårde nedlukning. Til sammenligning har USA 989.000 registrerede COVID-relaterede dødsfald - en statistik som kinesiske statsmedier ublu og unuanceret fremstiller som en storsejr for den kinesiske politiske model.
SINOLYTICA ECON: Hvordan går det med den økonomiske vækst?
Kontekst: Den Internationale Valutafond sænkede sin vækstprognose for Kinas økonomi i år til 4,4 % fra tidligere 4,8 %, med henvisning til det voksende pres fra Covid-19-nedlukninger og Ruslands invasion af Ukraine. Samtidigt beordrede præsident Xi, at Kinas økonomi skal nå det årlige økonomiske mål på 5.5% i 2022.
Kommentar: Kinesisk embedsmænd er smerteligt bevidste om den prekære økonomiske situation. Repræsentanter fra de europæiske handelskamre mødtes med deres kinesiske modparter, hvilket af nogle iagttagere blev tolket som en underspillet udstrakt arm fra teknokraterne, om hjælp fra de internationale virksomheder i Kina. Men under de nuværende omstændigheder, er udenlandske virksomheders råderum også begrænset af den hårde nedlukning, hvilket rammer produktionslinjer og værdikæder. Som vi berettede i sidste nyhedsbrev, ser det ud til, at det kinesiske lederskab regner med, at den økonomiske vækst mestendels skal komme fra infrastrukturprojekter. At der er økonomiske udfordringer, er den kinesiske elite udmærket klar over. I en åben analyse skriver rektor af det prestigiøse Folkets Universitet 人民大学 i Beijing, Liu Wei 刘伟, således omkring Kinas udfordringer:
For nylig har flere ustabile faktorer, som virusudbruddet og konflikten mellem Rusland og Ukraine, resulteret i et øget nedadgående makroøkonomisk pres. For det første, så fortsætter Omikronvarianten med at sprede sig, og den indenlandske epidemiske situation er alvorlig og mangefacetteret, hvilket gør arbejdet med forebyggelse og kontrol af virussen kompliceret. Den økonomiske drift af områder som Shenzhen, Shanghai, Jilin, m.fl., er blevet påvirket hårdt. For det andet har krigen mellem Rusland og Ukraine, spredt panik på internationale markeder, og forårsaget en øget risikoaversion, samt et turbulent finansielt klima med skyhøje priser på råstoffer, som olie og andre energikilder, til følge. Som en konsekvens af dette har United Nations Conference on Trade and Development (UNCTAD) sænket prognosen for den globale økonomiske vækst i 2022 fra 3,6 % til 2,6 % .
但近期以来,国内疫情和俄乌冲突等多重不稳定因素相互叠加,导致宏观经济下行压力加大。一是新冠病毒变种持续蔓延,国内疫情呈现点多、面广、频发态势,疫情防控形势严峻复杂,深圳、上海、吉林等地经济运行遭到严重冲击。二是俄乌局部战争爆发,国际市场恐慌蔓延,避险情绪升温,金融市场出现大幅震荡,石油能源等大宗商品价格飙升。联合国贸发会议将2022年全球经济增长预测从3.6%下调至2.6%。
Ifølge Liu Wei tilfører virusudbruddet, det økonomiske pres, samt højere inflation i Europa og USA, et tredobbelt pres 三重压力, på den kinesiske økonomi, hvilket har betydelige samfundsmæssige konsekvenser:
Vores lands makroøkonomi er under stort pres; påvirket af gentagne epidemier og ændringer i den internationale situation. Borgernes livssikkerhed og markedsefterspørgslen står over for nye udfordringer. Utilstrækkelig indkomst, svag omstilling, politisk usikkerhed, og den ustabile internationale situation, er årsagerne til den nuværende mangel på efterspørgsel. Mere aktiv makropolitisk styring bør anvendes til at stabilisere og øge borgernes indkomst, forbedre virksomhedernes motivation til at investere og reducere den nuværende usikkerhed.
受疫情反复和国际形势变化影响,我国宏观经济下行压力较大,居民生活保障和企业市场需求复苏面临新的挑战。收入不足、转型乏力、政策不确定性和国际形势不稳定是当前各项需求不足原因,应该利用更加积极的宏观管理政策,着力稳定和提高居民收入,改善企业投资动力,降低政策环境不确定性。
Læs tebladene: Xi vil gerne kunne stå på talerstolen til partikongressen til efteråret og 1) erklære nultolerancestrategien for en sejr, 2) vise, at økonomien er på rette spor, og 3) at han har undgået større negative konsekvenser af det strategiske partnerskab med Rusland efter dennes invasion af Ukraine. Det er lettere sagt end gjort og kinesiske akademikere, som Liu Wei, er klar over at man står over for store udfordringer.
Sinolytica Tech: Sådan vil Kina kontrollere metaverset
Kontekst: Et af de næste stadier af internettet, metaverset, er ikke længere nogen fjern fremtid og vil ændre måden, vi bruger internettet på. Det stiller krav til et land som Kina, hvor internettet er fuldt ud kontrolleret. Der kan derfor ikke være tvivl om, at myndighederne og partiet vil gå til metaverset med samme indstilling som til nuværende sociale medier og internetplatforme, når det gælder kontrol og censur.
Kommentar: Metaverset er stadigvæk forholdsvist ukendt terræn for langt de fleste mennesker, men det kommer før eller siden, hvor alle skal tilpasse sig det. Tager vi det hårde vink med en vognstang, som de kinesiske tech-virksomheder har fået fra partiet og myndighederne de sidste år, så kommer virksomhederne med alt sandsynlighed til at tilpasse metaverset til censurapparatet med det samme. Da de sociale medier for alvor blev hverdag og hvermands eje i Kina, tog det en rum tid før myndighederne helt fandt ud af, hvordan de bedst skulle kontrollere det. Når det gælder metaverset vil der uden tvivl også blive rejusteret undervejs indtil man helt lærer det at kende. Men samtidig rummer det også enorme muligheder for de kinesiske tech-giganter, som investerer massivt i metaverset.
Læs tebladene: Selvom den kinesiske censur og kontrollen med internettet er utrolig effektiv, skal man heller ikke undervurdere, at kineserne er enormt kreative, når de skal omgås den. Bare i april måned har vi set mange kreative måder, hvorpå folk har protesteret over nedlukningen i Shanghai på bl.a. Weibo og fysisk. Metaverset vil derfor også kun være med give kineserne endnu flere muligheder for at omgås censuren eller for at udtrykke eventuel utilfredshed. Som det altid har været tilfældet vil det være en katten-efter-musen leg i forhold til, hvem der er foran; Myndighederne eller brugerne? Samtidig skal man også huske på, at metaverset også vil åbne op for helt nye former for propaganda og spin også fra partiet og myndighedernes side.
Sinolytica Sport & kultur: De kinesiske fodboldkvinder stikker fra mændene
Kontekst: Der er meget langt mellem international fodboldsucces i Kina til mange fans store fortrydelse. I februar fik de kinesiske fans dog noget at juble over, da kvindelandsholdet vandt 3-2 over Sydkorea og blev mestre i AFC Asian Cup.
Kommentar: En del af succesen inden for kinesiske kvindefodbold skyldes især én bestemt skole i Shanghai, Jinshajiang Road Primary School. Træner Qian Hui, der selv er forhenværende professionel fodboldspiller, har været hovedpersonen bag et ungdomssystem, hvor kinesiske piger bliver trænet fra børnehaveklasse og frem til, at de kunne blive professionelle.
Læs tebladene:Xi Jinping har enorme ambitioner for Kina i international fodbold, men indtil videre er det mest kvinderne, som har haft succes. Der er nok stadig lang vej igen for det kinesiske herrelandshold, så det er altid noget, at kineserne kan sole sig i kvindernes flotte resultater. Og hvem ved? Måske ender det danske landshold med at møde Kina på et tidspunkt i 2023.
Vil du have mere Sinolytica? Så følg Casper og Mads på Twitter hvor vi løbende lægger nyheder op.
Til næste gang: Har vi glemt noget? Eller har du feedback? Så skriv til os på sinolytica@gmail.com, og send os gerne tip om historier, vi skal have med i det næste nyhedsbrev.
Sinolytica er lavet og drevet af: Mads Vesterager Nielsen og Casper Wichmann.