Kære læser,
Grænserne til Kina er netop genåbnet! Du er glad, vi er glade - alle er glade! Wup, wup! 🙌
Der sker ting og sager lige nu, hvor bl.a. Kinas Wolf Warrior 战狼 nummer 1 ser ud til at være blevet degraderet. Er det et tegn på en større rekalibrering af kinesisk udenrigspolitik? Det tager vi et kig på i ugens første nyhed.
På kinesiske sociale medier er netbrugere splittet om, hvorvidt en blå hare er nuttet eller en monster-lignende afskyelighed (der måske er 2020ernes sjæledyr). Bedøm selv i nyhed #2.
Der er også en ny episode af vores podcast, KinaNørderne, på gaden, som du ikke må snyde dig selv for. Vi gennemgår nemlig året, der gik i Kina, og giver nogle bud på, hvad vi skal holde øje med i 2023. Du finder den på alle gængse platforme som Apple, Spotify, Podimo, Google, you name it!
Not bad, eh?
Lad os så tage et kig på den seneste uges vigtigste Kinanyheder 👀
PEKINGOLOGI: Kinas “Wolf Warrior nummer 1” mister sin stilling som talsmand for det kinesiske udenrigsministerium
Kontekst: Zhao Lijian 赵立坚, en af de mest fremtrædende "ulvekrigere," er blevet forflyttet til positionen som vice-direktør for afdelingen for grænse- og havanliggender under det kinesiske udenrigsministerium.
Kommentar: Umiddelbart ligner dette en degradering, hvilket kan tyde på, at Kina bevæger sig længere væk fra “ulvekriger”-stilen, der af dele af både kinesiske og internationale kredse anses for at have bidraget til at forværre den kinesiske befolknings syn på Vesten og Kinas internationale renommé, særligt i Vesten. Hashtagget #Zhao Lijian bliver vicedirektør for afdelingen for grænse- og havanliggender# #赵立坚已任边界与海洋事务司副司长# blev hurtigt læst over 120 millioner gange på kinesiske sociale medier allerede kort tid efter, at nyheden slap ud.
Læs teblade: Zhaos forflyttelse sker, næsten profetisk, samtidig med, at Kinas grænser åbner igen og kort tid efter, at Qin Gang 秦刚 er tiltrådt som Kinas nye udenrigsminister, som vi nævnte i sidste nyhedsbrev. Selvom vi fortsat venter på at se en overordnet udenrigspolitisk kursændring i praksis, er en begmand til Zhao Lijian alligevel et signal, der vil blive lagt mærke til ned gennem det kinesiske politiske system. Ydermere er der spekulation om, hvorvidt en sag fra november, hvor Zhao Lijians kone forfattede flere kontroversielle opdateringer samt en pressekonference, hvor Zhao besvarede et spørgsmål med stilhed, i sidste ende har bidraget til hans forflyttelse.
🐴🐴🐴 Ridepause på grænsen til Kazakhstan 🐴🐴🐴WEIBO WATCH: Velkommen til det Harens år 2023: Dræberkaninen fra helvede går ufrivilligt viralt
Kontekst: Et uskyldigt frimærkedesign er gået viralt på kinesiske sociale medier og har splittet kinesiske netbrugere i to lejre: Mange elsker den blå kanin 蓝兔, mens andre kaster mindre flatterende adjektiver efter den som ond, monster-lignende og afskyelig.Kommentar: Motivet fik snart, som et kompromis, tilnavnet sød-grim 丑萌 (chǒuméng), hvilket betyder, at noget betragtes som charmerende, fordi det er så uattraktivt. Det kinesiske postvæsen så hurtigt sit snit til at udnytte denne shitstorm på kinesiske sociale medier. Designeren bag frimærket, der markerer det kommende harens år, den 99-årige Huáng Yǒngyù 黄永玉, deltog i flere live-streams på den kinesiske platform Táobǎo 淘宝, og frimærkerne meldes for nuværende totalt udsolgt. Det gav hashtagget #frimærkedesigneren bag den blå kanin reagerer på kontrovers# #蓝兔邮票设计者直播回应争议# ben at gå på med over 8 millioner læsninger.
I andre dele af kinesiske sociale medier, og i den mere alvorlige ende, blev endnu en sag om vold i byen Tangshan 唐山 fordømt af netbrugere under hashtagget #Tangshan Voldsmand er blevet arresteret# #唐山家暴男子已被行拘#. En vending, der gik igen i flere mediers beretning om hændelsen, var: “Manden har givet sin kæreste en undskyldning og modtaget forståelse fra kærestens pårørende." Denne udlægning fik mange til tasterne, da de mente, at medierne endnu engang forsøgte at lukke ned for en debat om hustruvold i hjemmet.
Endnu en voldsepisode i Tangshan i Shandong-Provinsen 山东省 har skabt furore på kinesiske sociale medier.
Kommentarer på historien var overvejende til støtte for kvinden og udtrykte kritik overfor mediernes udlægning:Hvorfor skulle kvindens familie udtrykke forståelse? Er denne beslutning overhovedet nået at komme forbi kvinden?
Ægteskab handler ikke om at gøre andre til sin ejendom, og du har ikke nogen ret til at gøre andre fortræd. Han fortjener at blive fængslet.
Hashtagget blev efterfølgende blokeret på Weibo 微博.
Læs tebladene: Kig ind i kaninens røde øjne - kommer 2023 til at være (endnu) et år, der er værdigt til at have en blå dræberkanin fra helvede som maskot? Vi håber det ikke, selvom dens aparte udseende og dæmoniske smil på en måde reflekterer 2020ernes energi meget godt indtil videre.
☕☕☕ Kaffepause - en sejlads fra Guangzhou 广州 til Hainan 海南 ☕☕☕RAPIDLY SPREADING PANDEMIC: Hvorfor gik Xi Jinping væk fra Zero-Covid?
Kontekst: Det store spørgsmål, som sinologer og Kina-iagttagere stiller sig selv disse dage, er, hvorfor Xi Jinping nærmest fra den ene dag til den anden gik væk fra nulcase-coronastrategien, som han ellers stædigt har holdt fast i var den rette strategi for Kina. Et pres fra mange sider af den kinesiske regering, økonomien og de store protester fra den kinesiske befolkning har i sidste ende presset Xi til at opgive nulcase og i stedet åbne helt op.
Kommentar: Vi har på redaktionen fået en del spørgsmål både fra læsere og journalister om, hvad hulen det er, der sker i Kina med corona-åbningen lige nu. Er der overhovedet en samlet plan for, hvordan man skal tackle det? Har der været noget koordinering fra centret i Beijing og ud til provinserne? Det er i det hele taget svært at blive klog på, og det hele virker temmelig kaotisk. Smitten spreder sig voldsomt gennem Kina, hvor hospitalerne er overfyldte og videoer af køer til krematorier fortsat spredes på internettet. Under dette virvar slår Xi en optimistisk tone an, og det er der brug for her i starten af det nye år. Ved en økonomisk arbejdskonference i Beijing sagde Xi om 2022:
Vi stødte på mange vanskeligheder, hvoraf nogle var uden fortilfælde, men vi klarede det.
遇到的困难很多,有的困难是空前的,但是我们做到了
Nogle medier melder endda, at Xis image tager nogle gevaldig tæsk i disse dage grundet det store antal døde efter genåbningen. Det er nok heller ikke uden grund, at Kina beskyldes for at mørklægge de egentlige corona-relaterede dødsfald, og samtidig indsnævrer definitionen for disse. Samtidigt meldes der fortsat om for få intensivpladser på sygehusene i mange kinesiske provinser:
Kinesiske akutmodtagelser og hospitalskapacitet er fortsat presset. I Liaoning 辽宁 i Nordøstkina er der blot én intensivplads for hver 11.000 ældre borgere. Kilde: Sixth Tone
Læs tebladene: Som med så mange andre ting, når det gælder toppen af kinesisk politik, får vi nok aldrig det fulde billede at vide. Rygterne florerer nu om, at Xi Jinping skulle have tabt en magtkamp internt i partiet, og derfor er blevet tvunget til at droppe nulcase-strategien. Her må vi - som så mange gange før - opfordre til at tage den slags med et gran salt. Hvorfor skulle Xi pludselig tabe en magtkamp så kort tid efter partikongressen, hvor han satte tydelig trumf på sin magt i partiet? Og vigtigere endnu, hvem skulle han have tabt den til? Svaret skal nok nærmere findes i den nedadgående kinesiske økonomi, der har lidt voldsomt under nulcase-strategien, og de store omkostninger forbundet med at holde den kørende (bare alene test-apparatet har været voldsomt dyrt). Både Xi og toppen af partiet har vidst, at økonomien ikke ville kunne holde til at have nulcase-strategien kørende for evigt. Samtidig er de nye varianter så smitsomme, at de nærmest er umulige at dæmme op for. Men man havde malet sig selv op i et frygteligt hjørne (især politisk og ideologisk) og havde svært ved at komme ud uden at tabe ansigt. Corona-protesterne i slutningen af november har uden tvivl accelereret beslutningen og givet partiet en måde at komme ud af det hele på nogenlunde med æren i behold. Kalkulen synes at være, at man satser på, at langt de fleste kinesere kommer igennem smitten med et mildt forløb, hvorefter de kan komme tilbage på arbejde igen. De mange ældre og svage, der eventuelt risikerer at dø af virus er en pris, man tilsyneladende er villig til at betale. Det får vi aldrig det sande svar på.
Men partiet er klar til at slås om narrativet om, at man har gjort det rette og samtidig, at man har gjort det på det helt korrekte tidspunkt. Spørgsmålet er, hvor meget det kommer til at betyde i det store hele. Vi kommer til at se mange flere smittede og følgende dødsfald i forbindelse kinesiske nytår den 22. Januar, der byder på enorm rejseaktivitet i Kina. Styret skal altså stadig have hele landet igennem corona uden, at det fører til alt for stor utilfredshed. Det er nemmere sagt end gjort, selv for kommunistpartiet.
Forberedelserne er igang til kinesisk nytår den 22. janua, hvor vi går ind i vandharens år.
Økonomi og Biz: Kinesiske byer sigter højt på 2023 BNP
Kontekst: Mens vi er ved den kinesiske økonomi og corona, kan vi også lige komme forbi nyheden om, at nogle af de største vækstmotorer i den kinesiske økonomi - bl.a. Beijing, Guangzhou, og Shanghai - sigter mod, at vækst i BNP i 2023 skal nå samme niveau som før pandemien.
Kommentar: I næste uge bekræfter Kina sin BNP-vækst for 2022 sammen med andre økonomiske nøgletal, bl.a. detailsalg. Faste læsere har nok allerede forudset, at vi vil anbefale, at man tager alle officielle tal fra Kina med et gran salt. Officielt satte man 2022-målet til 5,5% (det laveste siden 1991), men måtte gå væk fra dette grundet omikron-variantens indtog og nedlukningen i Shanghai. Men om ikke andet er det i hvert fald værd at bide mærke i optimismen fra de større byer og distrikterne i disse, som indtil videre har offentliggjort BNP-vækstmål for det nye år.
Læs tebladene: It’s the economy stupid! Økonomien og økonomisk vækst er stadig et af de vigtigste legitimitetsparametre for kommunistpartiet. Xi Jinping og Li Qiang er derfor nødt til at få den på rette kurs igen. Men det kræver, at man får de kinesiske forbrugere til at komme ud og bruge en masse penge igen samtidig med, at man får gang i investeringerne. Vi skal nok også regne med at komme til at se politiske incitamenter, der skal få gang i disse og få skabt høj BNP-vækst igen. Dette er selvfølgelig også noget, som de danske virksomheder med interesse i Kina og det kinesiske marked skal holde øje med.
Hvad angår fremtiden for Kina i 2023, kan vi virkelig anbefale dig at læse The Red Paper som The China Project udgiver hvert år, hvor de drister sig til at lave nogle stille forudsigelser for 2023.
🌶🌶🌶 Chili pause - Chilisauce giganten Laoganma 老干妈 udvider repertoiret med en chili-soft ice 🌶🌶🌶
Lao Gan Ma 老干妈 aka Old Grandmother is a popular all-purpose chili sauce. Who in Beijing will make some of this gelato!? Anyway, see Tan's post here: confirmgood.com/post/swirlgo-s… And h/t @ranajitdam and @lukegilesADL. (2/2)Dele af Taiwans mest avancerede anti-skibs missil er sendt til Fastlandskina for at blive repareret
Kontekst: Ifølge Taiwanske myndigheder har den schweiziske producent Leica et reparationsanlæg i Shandong-provinsen 山东省, og missilet blev sendt dertil, efter at det blev returneret til producenten.
Kommentar: Missilet Hsiung Feng III 雄風三, eller Modig Vind 3, er et supersonisk anti-skibs krydsermissil, der er blevet udråbt til Taiwans bedste afskrækkelsesmiddel mod den kinesiske flåde. Taiwanske medier oplyser at der var tale om en teodolit - et præcisionsoptisk instrument til måling af vinkler mellem udpegede punkter - der blev sendt Shandong.
Læs tebladene: Det kan virke fuldkommen absurd, at Taiwan sender sit militære udstyr til reparation i det land, som det skal forsvare sig imod. Amerikanske Bonnie Glaser, direktør for Asia Program, German Marshall Fund, havde da også svært ved at finde en grimasse, der kunne passe.
Part of Taiwan’s most advanced anti-ship missile sent to mainland China for repairs—I don’t know whether to laugh or cry!Men denne sag viser, hvor gensidigt afhængige internationale værdikæder fortsat er af kinesiske virksomheder. Værdikædeafhængigheden kan være det, der er med til at holde freden i Taiwanstrædet, men avanceret forsvarsteknologi bør ikke falde ind under dette. Derfor er dette en problematisk image-sag for det taiwanske forsvar, der lige nu er i gang med både en reel militæropbygning og en PR-mæssig styrkelse af Taiwans militære formåen.
Mellem alle dommedagsanalyserne omkring Taiwanspørgsmålet kan Sinolytica anbefale, at du læser denne artikel i Foreign Affairs af Jude Blanchette og Ryan Hass, der udkom for nylig, hvor de argumenterer for, at en opretholdelse af status quo er vejen til at sikre fred:
Den eneste målestok, som USA's politik bør bedømmes på, er, hvorvidt den hjælper med at bevare fred og stabilitet i Taiwanstrædet - ikke om den løser spørgsmålet om Taiwan én gang for alle, eller holder Taiwan permanent i USAs lejr. Når først situationen ses på denne måde bliver det virkelige mål klart: at overbevise ledere i Beijing og Taipei om, at tiden er på deres side og forhindre konflikt. Alt, hvad USA gør, bør være rettet mod dette mål.
Det var alt for denne gang, men vi har også været godt omkring de vigtigste nyheder. Og vi har snart tilbage med endnu flere!
Vil du have mere Sinolytica? Så følg Casper og Mads på Twitter hvor vi løbende lægger nyheder op. Vi ligger også løbende artikler, blogs, og andet op på vores hjemmeside, sinolytica.dk. Du kan også høre vores podcast, KinaNørderne, der ligger på alle populære podcast-platforme, følge os på LinkedIn, Facebook, og Instagram.
Til næste gang: Har vi glemt noget? Eller har du feedback? Så skriv til os på sinolytica@gmail.com, og send os gerne tip om historier, vi skal have med i det næste nyhedsbrev.
Om Sinolytica
Sinolytica er lavet og drevet af Mads Vesterager Nielsen og Casper Wichmann, der begge har baggrund i Kinastudier fra Københavns Universitet.
Casper Wichmann er uddannet Sinolog (cand.mag i Kinastudier fra Københavns Universitet) med særligt fokus på kinesisk politik, sociale medier og tech. Han arbejder som daglig leder af Kina-tænketanken, ThinkChina, under Københavns Universitet, og optræder regelmæssigt i danske medier og kommenterer på anliggender vedrørende Kina.
Mads Vesterager Nielsen er specialist i kinesisk politik og samfundsforhold. Han har tidligere besat stillingen som leder af det danske handelskammer i Beijing. Igennem mange års studier, arbejde og omfattende motorcykelrejser rundt i Kinas landområder, har han beskæftiget sig indgående med muligheder og udfordringer i forholdet mellem Vesten og Kina.
Har du brug for hjælp eller rådgivning? Vi hjælper gerne din virksomhed eller organisation med at blive klogere på Kina. Det kan være igennem foredrag, workshops, analyser, eller andet. Kontakt os på sinolytica@gmail.com for henvendelser.