Sinolytica Nyhedsbrevet #35 - Ballonflugt og en tur på kunstudstilling 🎈 🎨 🗺️
人类历史上关注度最高的一个气球 - Den mest berømte ballon i menneskehedens historie
Kære læser
Det har været endnu en vanvittig uge at følge med i kinesiske affærer (igen, igen, igen!). En ballon har kortsluttet forholdet mellem Kina og USA og været forsidestof i mange medier verden over.
Det har også været et vildt år på WeChat, og vi kigger på de mest læste blogs på det kinesiske sociale medie.
Vi har også en ny podcast ude om kinesisk samtidskunst, hvor vi interviewer både Anne Kielgast, der er chefkurator på Kunstforeningen GL Strand, og Martin Wendelbo, stifter af Tofu Collective.
Lad os så svæve i ballonhøjde over den seneste tids nyheder 🎈
BALLON’OLOGI 🎈: “Spionballon” laver rav i forholdet mellem Kina og USA
Kontekst: Man skal nok have boet et sted fuldstændig isoleret fra medier og internet i de seneste par uger, hvis man ikke har hørt om den kinesiske ballon, der fløj ind over amerikansk luftrum sidste uge og skabte røre i det sino-amerikanske forhold. Efter at være drevet over USA, blev ballonen skudt ned ud for Myrtle Beach i South Carolina.
Kommentar: En F-22 Raptor skød 'spionballonen' ned med et AIM-9X “Sidewinder” missil, hvilket vakte Beijings vrede. Den kinesiske side holder fast i at ballonen var en civil vejrballon og kalder nedskydningen for en “overreaktion.”
Ballonen bliver skudt ned med et luft-til-luft missil fra et F-22 jagerfly.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, var hurtigt ude og forklare, at amerikanske myndigheder havde ventet til ballonen var drevet ud over Atlanterhavet, før den blev skudt ned, uden fare for at ramme civile på landjorden.
Biden taler til verdenspressen lige efter nedskydningen af den kinesiske ballon.
Allerede inden ballonen blev skudt ned, havde dens tilstedeværelse i amerikansk luftrum kastet grus i maskineriet forud for Antony Blinkens planlagte besøg i Beijing, der blev aflyst med kort varsel, efterfulgt af følgende udtalelse fra en højtstående amerikansk embedsmand:
Tilstedeværelsen af denne ballon i vores luftrum er en klar krænkelse af vores suverænitet såvel som international lov, og det er uacceptabelt, at dette er sket,(…)
Vi har konkluderet, at betingelserne ikke er de rette på nuværende tidspunkt for, at minister Blinken kan rejse til Kina.
Det er nu uvist, hvornår eller om Blinken overhovedet rejser til Beijing. Ballonen menes at være drevet med vinden fra Kina, forbi Korea, Japan, Alaska og Canada, før den fløj ind over det kontinentale USA:
Den estimerede rute som ballonen tog fra Kina til Nordamerika
Ifølge The Wall Street Journal blev ballonen sendt op fra et område i Indre Mongoliet 内蒙古. Denne del af Kina huser både mange militære installationer, og de udstrakte stepper bliver også brugt som landingssted for bemandede kinesiske rummissioner.
Et stort betonunderlag i Indre Mongoliet er mistænkt for at være afsendelsesstedet for den nu famøse ballon.
Balloner var nok ikke lige det, de fleste havde regnet med ville være et kæmpe ophedet emne mellem USA og Kina i 2023, men her er vi så altså alligevel… Medierne ledte febrilsk efter balloneksperter, og i Washington D.C. fik én ballon specialist pludselig sit store gennembrud:
Mens både journalister og eksperter forsøgte at læse op på balloner og finde hoved og hale i sagen, blev William Kim hurtigt en mediedarling, nu også kendt som “Balloon guy.”
Det er nok heller ikke overraskende for de fleste, at ballonskandalen hurtigt kastede utallige memes og sketches af sig:
Komedieshowet “Saturday Night Live” laver en sketch om ballonen på Myrtle Beach.
Højtflyvende balloner har i lang tid været en undervurderet teknologi, der stødt har sneget sig ind i militære doktriner igen, fordi de er langt billigere end satellitter, og i nogen grad har overlappende kapabiliteter. Læg hertil, at balloner også kan bruges som platform for droner, missiler, og forskellige kommunikations- og overvågningsroller. Om de praktiske anvendelser af balloner i kampsituationer kan vi anbefale, at du læser denne artikel fra The Warzone. Et historisk perspektiv på militær anvendelse af balloner under 2. Verdenskrig kan findes her.
Højtflyvende balloner kan bruges i mange roller, både til overvågning og under kamphandlinger KILDE: US ARMY
Læs tebladene: Velkommen til geopolitik i 2020'erne, hvor der ikke skal mere end én ballon til, før forholdet mellem Kina og USA igen er slået tilbage til start. Mange var måske optimistiske i kølvandet på mødet mellem Xi Jinping og Joe Biden til G20-topmødet på Bali, men rivaliseringen mellem de to nationer kører for fuld udblæsning. Selvfølgelig handler meget af dramaet omkring ballonsagen også om indenrigspolitik i begge lande. I USA lugtede Kina-høgene hos republikanerne og demokraterne blod: Joe Biden blev anklaget for at være alt for blød over for Kina og for at være en svag præsident. Vurderingen i Biden-administrationen har sandsynligvis været, at de indenrigspolitiske omkostninger og problemer ved at lade Antony Blinken tage mødet i Beijing, ville have været for store - især set i lyset af, at man i forvejen ikke forventede egentlige resultater fra mødet. På kinesisk side har partiet selvfølgelig ikke kunne tåle at tabe ansigt over for befolkningen, hvorledes at retorikken også bliver skruet op. Kina og USA har virkelig brug for “guardrails”, altså kommunikationskanaler og regler for, hvordan man i fremtiden vil håndtere kriser, ulykker, og mindre hændelser. For de kommer til at ske. Samtidig ser vi igen endnu en møgsag under Xi Jinpings ledelse. Faste læsere vil vide, at dem har der bestemt ikke været mangel på de sidste par år til trods for, at Xi aldrig har stået stærkere i partiet. Ballon-sagen kommer på et ekstremt ubelejligt tidspunkt, hvor man fra kinesisk side med det nye “charme-diplomati” har forsøgt at overbevise omverdenen, og især Vesten, om, at Kina stadig er et godt sted at investere og gøre forretning i. Men med ballon-sagen får kritikere nu igen ammunition til at skyde efter Kina som en geo- og sikkerhedspolitisk trussel. Og det er i sidste ende Xis ansvar. Ydermere er der nu også skudt to uidentificerede objekter ned over Nordamerika. Det tyder ikke umiddelbart på, at disse stammer fra Kina, men den sidste uge har været helt igennem uhørt og overraskende, hvad angår mystiske flyvende indtrængender.
Vi får nok aldrig nogensinde at vide, hvorfor ballonen fløj ind over amerikansk luftrum så tæt på Blinkens besøg. Det virker meget usandsynligt, at det skulle have været en overlagt handling og bevidst provokation fra Xis side. Det koster ganske enkelt Kina for meget, og Xi er ikke en person, der som sådan dyrker kaos. Mere sandsynligt er det nok, at der i Kinas store, og fragmenterede system, er gået kludder i koordinering og kommunikation. Mange tror, fejlagtigt, at sådan noget aldrig vil kunne finde sted i et så kontrolleret land som Kina, men der tager man bestemt fejl. Den slags menneskelige fejl kan ske i alle lande, og måske i særdeleshed i Kina. Uanset grunden står vi desværre nu igen i en situation, hvor der er dyb, dyb mistro mellem Kina og USA, hvilket ikke er godt for nogen.
🏮🏮🏮 Lanterne Festival 元宵节 🏮🏮🏮
Lørdag d. 5. februar var dagen for Lanterne festivalen, hvor man fejrer den officielle slutning på det kinesiske nytår med de dertilhørende ritualer. Per tradition bliver der skrevet ønsker på lanternerne, der derefter bliver tændt og sendt til himlen for at blive opfyldt. Dagen bliver derudover også fejret med at spise søde Yuanxiao 元宵 dumplings.
WEIBO WATCH: De mest-læste WeChat Blogs i 2022
Kontekst: Selvom WeChat ofte bliver nævnt som en digital schweizerkniv, der giver kineserne ekstremt meget bekvemmelighed direkte på telefonen, er det også et stærkt benyttet forum for blogs og kommunikation. Det gælder især ‘WeChat blogs’, der også kendes som ‘WeChat official accounts’, hvor artikler og blogs sendes direkte til følgernes indbakke på WeChat.
Kommentar: De ti mest-læste blogs på WeChat, der producerede originale artikler med over 100.000 visninger, havde nærmest alle det tilfælles, at de omhandlede internationale affære. Ikke overraskende drejede mange af dem sig om den russiske invasion af Ukraine, forholdet mellem USA og Kina, og selvfølgelig også corona-situationen i Kina med nulcase-strategien og nedlukningen af Shanghai.
Læs tebladene: Selvom WeChat blogs har 10 år på bagen og udfordres af konkurrenter, skal man ikke undervurdere vigtigheden af dem, når det gælder spredning af information og deltagelse i den offentlige debat i Kina. Vi anbefaler, at man selv dykker ned i de mest læste blogs og artikler for bedre at forstå den offentlige debat i Kina og de emner, som almindelige kinesere interesserer sig for.
Inden vi slipper de kinesiske sociale medier, skal vi også lige se på, hvad er der blevet skrevet på kinesiske sociale medier om ballonen. Der er nemlig skrevet RIGTIGT meget. Hashtagget “ballon# #气球# fik næsten 200 millioner læsninger (1.9亿) inden for få dage. Her er et par kommentarer:
Det føles som om ballonen allerede har nedsmeltet Twitter. Amerikanske medier jagter efter den, og jeg tror, det måske er den mest berømte ballon i menneskehedens historie.
Min personlige mening om ballonen: Måske virker ballonhændelsen som en joke for kinesere, men for amerikanerne er den psykologiske påvirkning ikke mindre end 9/11 (11. September 2001, red.). Prøv at tænke over, hvilken følelse det giver tydeligt at kunne se fjendens luftfartøj stille og roligt svæve over sit hoved, når man kigger op.
🗺️ 🗺️ 🗺️ Geografi pause - Kinas topografi 🗺️ 🗺️ 🗺️
Prøv at sammenligne dette kort med Heihe-Tengchong linjen, som vi havde med i sidste nyhedsbrev.
Kinesisk handel hjælper Ruslands krigsindsats
Kontekst: Det fremgår af toldregistre, at kinesiske statsejede virksomheder inden for forsvarsområdet sender navigationsudstyr, jamming-teknologi og jetjagerdele til sanktionerede russiske forsvarsvirksomheder.
Kommentar: Det har været uklart præcist, hvor og hvordan kinesiske virksomheder støttede den russiske krigsindsats, selvom den kinesiske “balancegang” naturligvis betyder involvering i handel og salg af materiel, der støtter det russiske militær.
Læs tebladene: Fra kinesisk side har man forsøgt at gå til kanten af vestlige sanktioner, og med disse afsløringer er et antal kinesiske statsejede virksomheder blevet taget med fingrene i kagedåsen. Det var netop emnet om fortsat kinesisk støtte af Rusland, der skulle have været på dagsordenen under Antony Blinkens nu aflyste møde til Beijing.
🍵🍵🍵 Tepause med Yuen Woo-Ping 袁和平 🍵🍵🍵
Yuen Woo-ping er kampsportskoreograf og filminstruktør fra Hongkong, som arbejdede, trænede og koreograferede alle kampscener i The Matrix fra 1999.
Sigter Wang Huning efter et “kinesisk commonwealth” med Taiwan?
Kontekst: Som vi har nævnt i KinaNørderne er Wang Huning blevet formand for Det Kinesiske Folks Politisk Rådgivende Konference 中国人民政治协商会议 Zhōngguó Rénmín Zhèngzhì Xiéshāng Huìyì og har fået til opgave at genopfinde strategien for en genforening med Taiwan.
Kommentar: Beijing er tilsyneladende også nået frem til den konklusion, at ethvert militært angreb sandsynligvis ville mobilisere Vesten og ende i langvarig katastrofe ligesom Vladimir Putins invasion af Ukraine. Dette har fået Kinas ledere tilbage til tegnebrættet.
Læs tebladene: Denne revurdering af Kinas Taiwan-strategi kommer ikke til at ændre det store ved situationen i Taiwanstrædet. Derudover falder den overvejende for døve ører i Taiwan, der stadig peger på den nuværende situation i Hong Kong som et skræmmeeksempel på kinesisk ageren og på, at 'et land to systemer' altid vil have en udløbsdato. Vi vil uden tvivl komme til at høre mere om eventuelle nye forslag for genforeningen i løbet af 2023. Nok særligt omkring De To Møder, hvor mødet i Det Kinesiske Folks Politisk Rådgivende Konference er det ene af møderne udover Folkekongressen.
☕☕☕ Kaffepause - livestreamers på gaden i Liuzhou 柳州 ☕☕☕
Flere Kinesiske Satellitstationer i Antarktis
Kontekst: Kina har planer om at udvide sin forskningsbase på Antarktis, Zhongshan 中山, med nye jordsatellitstationer.
Kommentar: Det kinesiske Nationale Satellit Havapplikation Service fører tilsyn med projektet, der skulle være del af en langsigtet marineøkonomisk udviklingsplan. Gengivelser af planen viser fire antenner dækket af hvide radomer på Zhongshan i Østantarktis. Det vides dog ikke om antennerne vil blive tilføjet til de allerede etablerede på basen, eller om de er opgraderinger af disse. Antennerne skal hjælpe med at indfange data fra kinesiske satellitter i polare- og nærpolare kredsløb.
Læs tebladene: Spredningen af internationale kinesiske stationer på Jorden har ført til en del rynkede bryn rundt omkring i verden. Det gælder særligt byggeprojekter i Sydamerika, da disse anlæg, udover anvendelse til forskning og civile formål, også vil kunne bruges til at observere, spionere, og måske endda ramme rumfartøjer fra USA og andre rumnationer. Jordstationer er en meget vigtig del af infrastrukturen, der skal til for at styre et rumfartøj og facilitere udveksling af data og kommandoer. Vigtigheden af jordstationerne vil derfor unægteligt også gøre det til endnu et område, hvor stormagterne vil konkurrere mod hinanden.
🥩🥩🥩 KØDPAUSE - Mobile festlokaler i Indre Mongoliet 🥩🥩🥩
CHINA-EUROPE WATCH: Mens Kina mister partnere, får Taiwan større indflydelse i Østeuropa
Kontekst: Tidligere var mange østeuropæiske lande næsten tryllebundet af mulighederne for økonomisk samarbejde med Kina. I 2012 dannede Kina og 16 lande i regionen, hvad der i sidste ende ville blive kendt som "17+1"-gruppen, der havde til formål at uddybe den økonomiske integration med Kina.
Kommentar: Siden er det gået ned ad bakke for forholdet mellem Kina og flere østeuropæiske lande. Et betydeligt skift i forholdet var en diplomatisk fejde mellem Litauen og Kina, over et taiwansk repræsentationskontor, der blev åbnet i hovedstaden Vilnius i 2021. Med Ruslands invasion af Ukraine er endnu flere lande i regionen søgt væk fra Kina, grundet Beijings tætte forhold til Moskva. I stedet er lande i regionen begyndt at søge mere økonomiske samarbejde med Taiwan.
Læs tebladene: Den nyvalgte tjekkiske præsident Petr Pavels meldinger, om at han agter at foretage en rejse til Taiwan, er endnu et eksempel på et østeuropæisk land, der vender sig væk fra Beijings regionale agenda. Beijings partnerskab med Moskva har betydet, at mange lande nu åbent støtter Taiwan. Det virker til, at lederne i Beijing er blevet overrasket over det store pushback, som ‘balanceringen’ har ført med sig. Man står nu med klart færre venner i Europa end før 24. februar 2022.
Det var alt, hvad brevduerne kunne have med for denne gang, men vi vender tilbage inden længe! Har du spørgsmål om Kina eller os - stort som småt - så skriv til os på sinolytica@gmail.com. Vi samler nogle af de oftest stillede spørgsmål og går mere i dybden med den.
Vil du have mere Sinolytica? Så følg Casper og Mads på Twitter hvor vi løbende lægger nyheder op. Vi ligger også løbende artikler, blogs, og andet op på vores hjemmeside, sinolytica.dk.
Du kan også høre vores podcast, KinaNørderne, der ligger på alle populære podcast-platforme, følge os på LinkedIn, Facebook, og Instagram.Til næste gang: Har vi glemt noget? Eller har du feedback? Så skriv til os på sinolytica@gmail.com, og send os gerne tip om historier, vi skal have med i det næste nyhedsbrev.
Om Sinolytica
Sinolytica er lavet og drevet af Mads Vesterager Nielsen og Casper Wichmann, der begge har baggrund i Kinastudier fra Københavns Universitet.
Casper Wichmann er uddannet Sinolog (cand.mag i Kinastudier fra Københavns Universitet) med særligt fokus på kinesisk politik, sociale medier og tech. Han arbejder som daglig leder af Kina-tænketanken, ThinkChina, under Københavns Universitet, og optræder regelmæssigt i danske medier og kommenterer på anliggender vedrørende Kina.
Mads Vesterager Nielsen er specialist i kinesisk politik og samfundsforhold. Han har tidligere besat stillingen som leder af det danske handelskammer i Beijing. Igennem mange års studier, arbejde og omfattende motorcykelrejser rundt i Kinas landområder, har han beskæftiget sig indgående med muligheder og udfordringer i forholdet mellem Vesten og Kina.
Har du brug for hjælp eller rådgivning? Vi hjælper gerne din virksomhed eller organisation med at blive klogere på Kina. Det kan være igennem foredrag, workshops, analyser, eller andet. Kontakt os på sinolytica@gmail.com for henvendelser.